Motion og bevægelse

Thai yogamassage

Thai yogamassage 

Ifølge historien går thai yogamassage tilbage til buddhismens start i Indien og sidenhen Thailand. Denne form er meget blid og behagelig og bruges til at skabe velvære for modtageren. Giveren bruger sine arme og hænder men hele kroppen er aktiv, når man ”laver yoga” med modtageren.

Massagen foregår fuldt påklædt på gulvet på et behageligt leje af yogamåtter, tæpper og puder. Man arbejder sammen to-og-to og skiftes til at give og modtage.

Deltagerne møder op iført løst og behageligt tøj til at bevæge sig i og evt. varme sokker. Vi starter med en introduktion og kort opvarmning, hvorefter små sekvenser, teknikker og greb bliver vist og forklaret. På den måde bliver giverne guidet og hjulpet under massage.

Der arbejdes både dynamisk og statisk med modtagerens krop for at skabe behagelige stræk, løsne op for spændinger samt skabe plads og længde i kroppen. Man bruger teknikker som at ”rokke” modtagerens krop i en behagelig afslappet rytme, lægge vægt ned i musklerne, strække og rotere led og blidt "flytte rundt" på modtagerens krop som en naturlig del af massagen. Det er en behagelig og blid massageform, som mange oplever som meditativ og afslappende.

Deltagerne skal kunne bevæge sig på gulvet, sidde på hug, i skrædderstilling og på knæene. Yogamåtter og tæpper er til rådighed men medbring gerne selv flere bløde tæpper og puder til at skabe et behageligt leje.

Tilmeld dig sammen med en ven eller partner. Workshoppen vil starte med en kort opvarmning med yogaøvelser og afslutte med nogle fælles blide strækøvelser, evt. en kort afspænding.

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted Underviser   Pris
80995
man 22-10-18 18:45
FOF
Hanne Jørgensen
13,3 lekt.
Kr. 710