Foredrag | foredragsrækker | kulturhøjskoler

Københavns historie 4 foredrag på Vemmetofte Kloster

Foredrag om København på Vemmetofte Kloster

4. november: Borgere i middelalderens og renæssancens København
Foredraget fortæller om en række erhverv fra den ældste markedsplads i 1000-årene og til og med renæssancen så som:
• Hvor kom "de fremmede" fra?
• Var de alle sammen købmænd?
• Hvorfor hed Strøget Tyskemannegade i middelalderen?
• Boede skomagerne i én gade og slagterne i en anden?
• Og hvem fulgte efter i rumpen på hvem?
• Gik der bjørne rundt i Bjørnebrogade?
• Hvor lå byens offentlige lokummer?
• Og er birkesfranskbrødet, jødekagen og brunkagen i virkeligheden danske?
18. november: Nonner og barske madammer øst for Købmagergade (København)
Inden for middelalderens Østervold (nutidens Gothersgade) lå til helt op i 1500-årene borgernes og hoffets kålhaver (køkkenhaver). Først da var bebyggelsen flere steder vokset ud til Østervold, og for at give plads til den voksende københavnske befolkning, flyttede man kålhaverne uden for byens volde.
I skal på en historisk tur gennem middelalderbyens østre ende fra Kultorvet til Bremerholm, hvor I skal høre om:
• Skt. Klare Kloster, der var et nonnekloster, og som gav navn til Klareboderne.
• Om Den Kongelige Mønt, hvis navn er bevaret i gadenavnene Gammel Mønt og Møntergade.
• Om Sankt Gertruds Hospital og Kapel, og som ALDRIG var et kloster.
• Om adelsmanden Torben Oxe, som blev henrettet i Rosengården på Sankt Gertruds Kirkegård.
• Om de fattige Brøndstrædekvarter.
• Og om de skumle gyder, gader og gange, hvor de lette damer, alfonser og værtshuse florerede til helt op i nyere tid.
20. januar: Christianshavns historie. Fra Christian den 4. til ......
I 2018 kunne Christianshavn fejre sit 400-års jubilæum.
Christian den 4. grundlagde sin nye bydel ude på en række lave, våde strandengsgrunde, som lidt efter lidt blev fyldt op til den bebyggelse, vi kender i dag. I første omgang havde man tænkt sig at opføre en bådsmandsby for dem som gjorde tjeneste på skibsværftet Bremerholm. Den tanke blev hurtigt opgivet, da man allerede i 1614 begyndte at opføre Skipperboderne syd for Nikolaj Kirke som tjenesteboliger til arbejderne på Bremerholm. Derfor blev den nye bydel en købmandsby med private havnepladser foran de store købmandshuse langs med Strandgade, og i en kortere periode i 1600-tallet var Christianshavn endda en selvstændig købstad. Foredraget tager jer på en farverig tur gennem Christianshavns spændende historie med gamle kort, billeder og gode historier fra bl.a. Knippelsbro.
3. februar: Istedgade overgi´r sig aldrig!
I starten lå Istedgade som en strandvej midt på de grønne marker blandt brølende køer og med den skønneste havudsigt fra de øverste etager i de nyopførte huse.
Fra de nederste etager var der udsigt til banevolden, hvor lokomotivet Odinekspressen mellem 1847-1864 lystigt tøffede af sted mod Roskilde.
Via gamle kort og billeder skal I høre om udviklingen i og omkring Istedgade:
• Om artistpensionaterne og de farverige artister fra alverdens lande.
• Om den nu rørlagte, stinkende Rosenå, som var garvernes og slagternes affaldsrende.
• Om de fornemme Skydebrødre, der prøvede at stoppe Istedgades udvikling med en bro, men i stedet fik en fupmiddelalder borgmur i gotisk Robin Hood stil.
• Om de barske slagtere og livlige værtshuse, som var tæt forbundne.
• Om opfinderen Ellehammer, der byggede den første flyvemaskine i en baggård til Istedgade.
• Og om Folkestrejken i 1944, hvorfra det påstås, at sloganet Istedgade aldrig overgi´r sig stammer fra.

 

Holdnummer: 168
Periode: 04-11-19 til 03-02-20
Mandag 19:30 - 21:30
4 gange
Underviser: Hanne Fabricius
Sted: Vemmetofte Kloster
Pris: kr. 600