Busture - Flerdagesture - Flyrejser

2-dages forårstur til Sverige

Forårstur til Sverige

- Fra Sofiero Slots blomstrende rhododendron til Kullens barske klipper

Vi kører gennem Nordsjællands grønne landskaber til Helsingør og via færge til Helsingborg. Her gør vi første stop ved Kärnan, hvor vi skal nyde udsigten over Sundet. Herfra kører vi til Dunkers Kulturhus, tegnet af Kim Utzon. Foruden at nyde den smukke arkitektur skal vi se udstillingen ”På gränsen” om Helsingborgs historie. Nord for Helsingborgs centrum og ud til Øresund ligger det tidligere kongelige Sofiero Slot. Her har den kronprins og senere konge Gustav VI Adolf og ikke mindst hans engelske hustru Margareta skabt en fantastisk park og have, som stedets egen guide vil fortælle os om. Men inden da skal vi nyde en frokost fra slottets glasveranda. Der bliver tid til egne studier af haven inden vi mætte af indtryk kører til Ängelholm, hvor vi skal spise middag og overnatte på Best Western hotel Hus 57.

Efter en god nats søvn sætter vi kursen mod Kullens naturreservat – dette barske klippelandskab byder på rigt fugleliv og smukke udsigter. Er vi heldige kan vi se marsvin tumle i samme farvand, hvor mange skibe er gået ned i tidernes løb. Vi kører gennem Mölle, som for 100 år siden var Nordeuropas hotteste feriested og videre til Höganäs, hvor vi spiser frokost og kigger lidt på stedets berømte keramik. Ikke langt herfra ligger Krapperup Slot med tilhørende park, hvor bl.a. den danske havearkitekt Edvard Glæsel har stået for anlæggelsen af rosenhaven og rododendrongangen. Vi går en tur i parken og nyder foråret.

Vi afslutter to dejlige dage i Skåne med eftermiddagskaffe på det legendariske kaffested Flickorna Lundgren på Skäret, hvor endda kongelige gæster i mere end 80 år har kunnet nyde kaffe og hjemmebagte kager. Turens pris omfatter alt som beskrevet, men er ekskl. drikkevarer

Turleder: Elisabeth Sandell, aut. guide

Pris 2.295 kr

Afgang med bus: 
07.35 Skælskør, Havnepladsen
07.55 Korsør, Caspar Brands Plads
08.20 Slagelse, Busterminalen
08.40 Sorø, Sorø Hallen
09.00 Ringsted, Nørretorv F24
Hjemkomst ca. 20.00 (Skælskør)

Holdoversigt
Start Sted Underviser   Pris
tor 23-05-19 07:35
Elisabeth Sandell
2 gange
Kr. 2295