Foredrag og debat

Foredrag med Stig Rossen

STIG ROSSENS SUCCESFOREDRAG

“Livet skal ikke leves på automatpilot”

“Livet skal ikke leves på automatpilot” er titlen på Stig Rossens yderst levende, meget underholdende og særdeles inspirerende foredrag. Et foredrag, som efterhånden har lært rigtig mange mennesker, at man kan skabe sin egen perfekte dag. Dette gøres bl.a. ved at slå den hårdt belastede automatpilot fra og med bevidst opmærksomhed begynde at gøre en indsats for netop dette: at designe sin egen perfekte dag.
 
“Livet skal ikke leves på automatpilot” er også titlen på en bog, som Stig Rossen udgav (i forlængelse af sin foredragsvirksomhed) i 2006. Der er desuden produceret en cd “Kys rutinen” med fire sange samt indtalte highlights fra foredraget.
 
I bogen, såvel som i foredraget, kan man bl.a. nyde historien om, hvordan Stig Rossen blev så ‘blæst i krydderen’ af at spille den samme rolle aften efter aften (i musicalen Les Misérables), at det til sidst lykkedes ham at falde I søvn på scenen midt under en forestilling  foran et betalende publikum. Nok var det en drømmerolle – men alligevel!
 
Du får også historien om, hvordan filmen Groundhog Day kom til at lægge navn til en effektiv fokuseringsteknik (Groundhog-teknikken), fordi filmen fik ham til at indse, at han havde sovet længe nok! Det var på tide at vågne op og forblive bevidst opmærksom over for omgivelserne og over for egne reaktionsmønstre. Det handler kort sagt om fokusering og nærvær.
 
Alle kan lære og have stor gavn af denne fokuseringsteknik. Kan du imidlertid svare ja til bare et par af spørgsmålene i følgende trivselstest (eller kender du nogen, som kan?), så er behovet måske ekstra stort. Blandt de klart positive sidegevinster ved dette kan nævnes et forbedret arbejdsklima, fornyet arbejdsglæde samt at evt. begyndende stress kan kureres eller ligefrem forebygges…
 

Trivselstest

Føles livet generelt som en trædemølle? Føles tilværelsen som én lang déjà vu-oplevelse? Gør udtrykket ”kan ikke få armene ned” dig træt? (Hvordan kom de nogensinde derop?) Føler du dig generelt uinspireret og umotiveret, måske ligefrem stresset og (periodisk) uomgængelig? Og ser dine kolleger eller andre omkring dig ud til at have det lige sådan?
 

Virkelyst i hverdagen

Når du først for alvor indser, at livet skal ikke leves på automatpilot og får lært din egen personlige automatpilot grundigt at kende, vil du snart opleve, at der sker mirakler i forhold til din trivsel og virkelyst. Dette vil ske i løbet af forbløffende kort tid, så snart du begynder at vælge, hvornår automatpiloten skal være slået til og især fra.
 
Mandag morgen behøver ikke være en pestilens, og forskellen på  hverdag og weekend kan ende med bare at være muligheden for at sove lidt længere om morgenen – hvis man stadig synes, man har behov for dét.

STIG OG STIG

På denne særlige aften optræder Stig Rossen sammen med Stig Möglich Rasmussen, som er kendt og elsket som FOFs korleder på Tønder Gospelkor, underviser i klaver og guitar - og for sin fantastiske basstemme, der fortryller publikum, uanset hvilken scene han optræder på som operasanger. 

Det bliver i sandhed en stor aften....   og der er mulighed for at spise et godt måltid mad inden foredraget. 

Holdoversigt
Hold Nr. Start Sted     Pris
162000
ons 26-10-16 19:30
Tinglev Fritidscenter
          
          
Kr. 175