Inspirationsforum

Musik-inspirationsforum

”IMPROVISATION” med bl.a. Niels Lan Doky

Så er det blevet tid til inspirationsforum for alle FOF’s musikundervisere. Denne dag har improvisation som omdrejningspunkt, og der er noget for alle musikundervisere og musikelskere. Så om du spiller tværfløjte, harmonika, er korleder eller noget helt fjerde, så kom og bliv inspireret og få ny viden med hjem til din undervisning.

Som start på dagen har vi den store fornøjelse at byde velkommen til en af Danmarks største jazzmusikere Niels Lan Doky, som vil skyde inspirationsforummet i gang med at fortælle om improvisation og sin måde at arbejde med improvisation på.

Om eftermiddagen kan du vælge én af 3 workshops, hvor du har mulighed for at fordybe dig i det, der lige netop interesserer dig.
Martin Granum står for workshop 1: ”Improvisation”, Gustav Rasmussen står for workshop 2: ”Soundpainting” og Nicolas Kock står for workshop 3: ”Sibelius”(nodeprogram).

Inspirationsforummet har fokus på at give dig ny inspiration og viden, som du kan bruge i din undervisning. Samtidig kan du på dagen møde kolleger, som du får mulighed for at erfaringsudveksle med både fagligt og socialt.

Herunder kan du læse mere om tid, sted, dagens program og tilmelding til dette inspirationsforum, som er gratis for FOF’s musikundervisere at deltage i. Tilmelding til workshops foregår samtidig med tilmeldingen til Inspirationsforummet (du vil blive guidet igennem tilmelding ved at følge linket nederst på denne side). 

Tid og sted
Inspirationsforummet finder sted fredag den 30. november 2018, kl. 9:15-16:00 hos FOF Odense, Vindegade 72-74, 5000 Odense C.

Målgruppe for inspirationsforum
Inspirationsforummet er for alle FOF’s musikundervisere.

Deltagelse i inspirationsforummet er gratis!
Det er gratis for dig som underviser at deltage i inspirationsforummet, og sekretariatet sørger også for forplejning. Sekretariatet afholder dog ikke eventuel transportudgift.

Program:
Kl. 09:15 – 09:45: Godmorgen og morgenmad
Kl. 09:45 – 10:00: Fælles velkomst
Kl. 10:00 – 10:45: Oplæg v/Niels Lan Doky
Kl. 10:45 – 11:00: Pause
Kl. 11:00 – 11:45: Oplæg v/Niels Lan Doky (fortsat)
Kl. 11:45 – 11:50: Kort pause
Kl. 11:50 – 12:20: Kollegial sparring
Kl. 12:20 – 13:00: Frokost
Kl. 13:00 – 14:30: Workshops (v/Martin Granum, Gustav Rasmussen og Nicolas Kock)
Kl. 14:30 – 15:00: Kaffe/kagepause
Kl. 15:00 – 15:50: Workshops (fortsat)
Kl. 15:50 – 16:00: Fælles afslutning + tak for i dag 

OPLÆG OM IMPROVISATION med Niels Lan Doky

Livet er en stor improvisation, og musik igennem tiderne har altid været et spejlbillede af livet, af verden. Det er derfor ulogisk ikke at arbejde med improvisation, når man dyrker musik. Indisk klassisk musik og jazz er eksempler på musikgenrer, der består hovedsagelig af improvisation. For at være kreativ på kommando bruger musikimprovisatorer særlige teknikker og redskaber, som er udviklet over tid gennem generationer af store mestre. Niels Lan Doky har skrevet bogen: "Improvisation - i musikken, på arbejdet og i livet" (Gyldendal) og lavet en TEDx talk om emnet ("How Jazz Wisdom Will Change Your Life"), og vil i dette oplæg fortælle om nogle af disse improvisationsprincipper, og om hvordan vi kan bruge dem i enhver sammenhæng, både i, såvel som udenfor, musikken. 

WORKSHOPS

Her kan du læse mere om de 3 workshops, du kan vælge imellem (Du kan deltage i én workshop på dagen). Vær opmærksom på, hvad du skal medbringe til den enkelte workshop, og at der på nogle workshops er et begrænset antal pladser. Så du skal være hurtig ved havelågen for at få en plads! 

WORKSHOP 1: IMPROVISATION

Vil du arbejde et par timer med improvisation og få input til, hvordan du kan bruge improvisation i din musikundervisning?

På denne workshop vil underviser Martin Granum komme ind på følgende emner:

  • Hvad er læring?
  • Hvordan skaber man den bedste ramme, for at læring kan opstå?
  • Hvad er improvisation – hvordan kan vi definere det?
  • Hvordan kan man bruge graduerbar improvisatorisk frihed i undervisningen?
  • Hvad er ingredienserne i den gode improviserede solo?

Workshoppen vil være en kombination af teori, hvor vi snakker, og praksis hvor vi spiller. Medbring derfor eget instrument til workshoppen. Inden workshoppen bedes du oplyse, hvilket instrument der medbringes (dette skrives ved tilmelding til hele inspirationsforummet i link nederst på denne side), og der er også mulighed for at komme med input til, hvilke delemner omkring improvisation og undervisning der måtte have særlig interesse. Disse input sendes til Martin Granum senest fredag den 16. november på e-mailadressen magr@musikkons.dk

Om underviseren:
Martin Granum er uddannet - og ansat som docent på Det Jyske Musikkonservatorium. Guitarist i Nordkraft Big Band, hvor han sammen med Helle Henning har skrevet al musikken til deres seneste CD og udgivet en node/lærebog ”Vi vil ud”. Han har desuden udgivet 4 CD’er: Small Circles, Jazz og salmer med Martin Granum Trio, Martin Granum Acoustic Quintet, Tæt på to med Granum/Loft.

På konservatoriet underviser han bl.a. i hørelære og improvisationsteori, sammenspilsledelse og guitar. Han har desuden giver workshops og masterclasses rundt om i Danmark samt i Norge, Estland, Litauen, Finland og Italien. facebook.com/martin.granum

Vigtig info
Medbring dit instrument (der vil være et klaver og et sanganlæg tilgængeligt i lokalet som det eneste. Du kan medbringe enten et akustisk eller elektrisk instrument. Vær dog opmærksom på, at du skal medbringe egen forstærker, hvis du medbringer et elektrisk instrument).

Målgruppe og tilmelding
Alle musikundervisere er velkomne – uanset niveau og baggrund.
Der kan maksimalt være 12 deltagere på denne workshop. Tilmelding til workshoppen foregår i forbindelse med tilmelding til hele inspirationsforummet (se link nederst på denne side)

 

WORKSHOP 2: SOUNDPAINTING

Vil du lære et alsidigt pædagogisk værktøj til musikledelse og sammenspil? Så har du mulighed for at tilmelde dig denne workshop – uanset om du underviser i hold eller har solo-undervisning.

Soundpainting er et tegnsprog, som man bruger til at kommunikere med sit orkester, kor, sammenspilshold, klasse eller en enkelt elev. Tegnsproget er en ny måde at kommunikere på i musikken, og det kan bruges i alle genrer og typer af ensembler. Soundpainting er et alsidigt pædagogisk værktøj til musikledelse og sammenspil, der først og fremmest er sjovt, men som også har nogle særlige pædagogiske fordele – fx at skabe musik sammen hvor alle kan være med, at træne opmærksomhed og lydhørhed, og at skabe meningsfuld musik med deltagere på forskelligt niveau.

På denne workshop underviser Gustav Rasmussen i tegnsproget Soundpainting, som han har brugt til: improvisation med et helt ensemble, styring af form i musikken, sammenspilsøvelser, opvarmning af ensemblet, solo-undervisning (som introduktion til at improvisere, og til at kommunikere med eleven med tegn, mens de spiller) samt en masse andet.

På workshoppen vil han fortælle om tegnsproget og metoden, vise hvordan det fungerer i praksis samt aller-vigtigst: træne dig i hvordan du kan bruge Soundpainting. 

Du får nogle redskaber med dig, som du umiddelbart kan bruge i din egen undervisning. Husk endelig dit instrument!

Om underviseren:
Gustav Rasmussen har afholdt over 300 workshops i Soundpainting på folkeskoler, gymnasier, musikskoler, universiteter, MGK og efteruddannelser. Han underviser i Musikpædagogik på Rytmisk Musikkonservatorium og i musikledelse på Københavns Universitet. Foruden dette har han udviklet en række nytænkende pædagogiske koncepter og forløb, bla. ”Musikskoledage i Tivolis kæmpeband”, ”Det virtuelle Danmarkskor” og ”Jazzcamp for piger”. 

Ved siden af sit pædagogiske virke er Gustav en aktiv musiker, komponist og bandleader med adskillige udgivelser, 2 DMA-statuetter, hædringer fra bla. Statens Kunstfond samt turnéer over hele verden med i bagagen.

I 2013 udgav Gustav Rasmussen (sammen med Ketil Duckert) bogen "Improvisation og sammenspil med Soundpainting" (EWH, 2013) som den første bog med en pædagogisk vinkel på Soundpainting:

"Særdeles interessant og vedkommende, fordi den går ind i substansen af, hvad musikundervisning handler om.” - Inger Ubbesen, Folkeskolen

"A landmark text...This book is meticulously researched and accessibly presented." - Prof. Raymond McDonald, Chair of Music Psychology and Improvisation, University of Edinburgh

"The most convincing, wise and practical aid I've read about music improvisation" - Bjørn Kruse, prof. emeritus in composition, Norwegian Academy of Music.

Vigtig info
Medbring dit instrument (der vil være et klaver tilgængeligt i lokalet som det eneste. Du kan medbringe enten et akustisk eller et elektrisk instrument. Vær dog opmærksom på, at du skal medbringe egen forstærker, hvis du medbringer et elektrisk instrument).

Målgruppe og tilmelding
Workshoppen er henvendt musikundervisere, der enten har hold- eller soloundervisning, og som er nybegyndere inden for Soundpainting. 
Der kan maksimalt være 30 deltagere på denne workshop. Tilmelding til workshoppen foregår i forbindelse med tilmelding til hele inspirationsforummet (se link nederst på denne side)

 

WORKSHOP 3: SIBELIUS, NODESKRIVNING FOR NYBEGYNDERE

Vil du lære at skrive noder på computer? Så er denne workshop med underviser Nicolas Kock det rigtige valg.

Sibelius er en hurtig og let vej for alle til at komme i gang med at skrive noder – hvad enten du er sanger, instrumentalist, sangskriver, komponist, studerende eller lærer. Selv hvis du føler dig bedre tilpas på dit instrument end med nodesystemet, så vil den intuitive brugerflade få dig hurtigt i gang.

Når dit arrangement eller din komposition er færdig, kan du dele den med resten af verden på flere måder – lav en video af dit partitur, del noderne på internettet, eksporter til iPad eller vedhæft som pdf til en e-mail.
I denne workshop vil du få en introduktion til nodeprogrammet Sibelius, viden om hvordan du kan bruge programmet i din undervisning og praktiske øvelser, så du kan komme godt i gang.

Om underviseren
Docent Nicolas Kock underviser på Syddansk Musikkonservatorium i sammenspilsledelse, pædagogisk arrangement, klaverlaboratorium, Sibelius nodeskrivning og er derudover praktikkoordinator. Samtidig er han koordinator på MGK-afdelingen i Esbjerg, hvor han underviser i teori, hørelære, sammenspil og brugsklaver. 

Nicolas har tidligere lavet kurser for: organister, korledere, professionelle- og amatørmusikere, musikpædagoger, studerende m.fl. Han er derudover aktiv jazzmusiker som kontrabassist og arrangerer koncerter og temaaftener. Læs mere på www.nicolaskock.dk 

Vigtig info
Du skal medbringe din egen computer. 1 uge før workshoppen skal du installere programmet Sibelius på din computer. Vi sender dig et link til en gratis prøveversion af programmet og kan hjælpe dig med at få det installeret. Har du brug for hjælp til installationen, bedes du kontakte sekretariatet på telefonnummer: 40 11 42 42. 

Målgruppe og tilmelding
Workshoppen er henvendt dig, som ikke har benyttet programmet før.
Der kan maksimalt være 10 deltagere på denne workshop, så du skal skynde dig, hvis du skal nå at have en plads! Tilmelding til workshoppen foregår i forbindelse med tilmelding til hele inspirationsforummet (se link nedenfor)

Tilmelding

Du tilmelder dig både Inspirationsforummet og dertilhørende workshop her 

Udeblivelsesgebyr og spørgsmål

Tilmelder du dig inspirationsforummet og bliver forhindret i at deltage, bedes du meddele os det på: nb@fof.dk. Bliver du forhindret i at deltage på inspirationsforummet på selve dagen for afholdelsen, bedes du kontakte Nina Bak på telefonnummer 40 11 42 42. Udebliver du uden at meddele os det, vil du blive pålagt et udeblivelsesgebyr på 300 kr. Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Nina Bak på nb@fof.dk eller 40 11 42 42. 

Gustav Rasmussen, Soundpainting

Nicolas Kock, Sibelius

Martin Granum, improvisation