Underviserkurser

2 yogakurser for yogaundervisere hos FOF - med Simon Krohn

Så er det blevet tid til 2 yogakurser, som vi har glædet os til at tilbyde FOF’s yogaundervisere! 

Vi har på baggrund af de ønsker, vi har fået fra FOF-yogaundervisere i vores underviserundersøgelse i starten af 2018, booket Simon Krohn til at lave to kurser til jer.

Du lærer selvsagt meget, når du underviser, fordi du kan aflæse, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, men det er også uvurderligt at mødes med andre yogaundervisere og udvikle sig sammen. Derfor har FOF arrangeret 2 eksklusive kursusdage (med ens indhold) for FOF’s yogaundervisere. Udover det faglige indhold vil du også få mulighed for at snakke med dine kolleger fra andre FOF-foreninger i landet. 

Målgruppe
Kurserne er for alle FOF-undervisere, der underviser i yoga. Kurserne er for både nye og erfarne yogaundervisere. Yogaøvelserne vil blive tilpasset forskellige niveauer, så alle kan være med.

Tid og sted
Der afholdes to uafhængige kurser med ens indhold: ét i Jylland og ét på Sjælland.

Første kursus afholdes fredag d. 16. november 2018 kl. 09.15–16.00 i Horsens, Håndværkerforeningen, Teatersalen, Allegade 16, 8700 Horsens. Der er en stor parkeringsplads bag Håndværkerforeningen - Både med 2 timers og døgnparkering som er gratis. Håndværkerforeningen er tæt på Horsens Station, det tager ca. 8-10 min. at gå. Taxi 2-3- min.

Der kan maksimalt være 50 deltagere på dette kursus.

Det andet kursus afholdes fredag d. 23. november 2018 kl. 09.15–16.00 i Soulhouses lokaler på Hørsholmgade 20, 3. sal, 2200 København N.

Der kan maksimalt være 50 deltagere på dette kursus. 

Indhold
Sammen med Simon Krohn har vi besluttet, at kurserne indeholder 3 emner:  

Yogafilosofi
Du vil blive undervist i nogle essentielle pointer fra yogafilosofien, og sammen skal vi reflektere over, hvordan disse pointer kan bruges til at guide dig i de mange valg, du skal træffe, i din yogaundervisning.

Undervisningsteknik 
Du vil blive undervist i to forskellige praktiske strategier til at lave gradueret undervisning - undervisning til flere niveauer på samme tid – uden at det bliver en konkurrence. 

Partnerøvelser
Partnerøvelser deler vandene. Det er fantastisk, når de virker og det er forfærdeligt, når de ikke virker. Simon vil give dig et overblik over forskellige kategorier af partnerøvelser, og dele sine erfaringer med at bruge partnerøvelser effektivt og succesfuldt.

Program
09.15 – 09:45:                              Kaffe/the og morgensnack
09.45 – 10:00:                              Velkomst v/FOF
10.00 – 12:45:                              Undervisning v/Simon Krohn
12.45 – 13:30:                              Frokost
13.30 – 16:00:                              Undervisning v/Simon Krohn (frugt og drikke undervejs) 

Dagen slutter kl. 16:00.

Om underviseren
Simon Krohn er en af Skandinaviens mest efterspurgte yogalærere, og som den første i landet blev han certificeret på det højeste niveau inden for Yoga Alliance. Han er cand.mag. i filosofi med fokus på indisk filosofi og studerede blandt andet et år på Banaras Hindu University i Indien. Simon er desuden efteruddannet i kropsterapi og er forfatter til bogen: ”Nærmere noget – filosofien bag yoga”. 

Du kan læse mere om Simon her: www.mindyourself.dk

Vigtig information
Husk at medbringe løstsiddende tøj og yogamåtte.

Pris
FOF’s hovedbestyrelse har besluttet, at alle FOF’s kurser til undervisere finansieres af FOF i 2018, og kurset er derfor gratis for dig som underviser at deltage i.

Bliver du forhindret i at deltage, bedes du skrive til Helle Dannemand og meddele dette på: info@fof.dk. Bliver du forhindret i at deltage på selve dagen for afholdelsen, bedes du kontakte Nina Kongshaug på tlf. 31 32 17 36. Vi har indført et udeblivelsesgebyr på 300 kr., som du vil blive pålagt, hvis du udebliver uden at meddele os det. 

Bevis
Du vil efter kurset modtage et deltagerbevis pr. mail.

Tilmelding 
Hvis du er interesseret i at deltage i kurset d. 16. nov. i Horsens, kan du tilmelde dig via dette link 
Hvis du er interesseret i at deltage i kurset d. 23. nov. i København, kan du tilmelde dig via dette link 

Kurserne gennemføres ved minimum 8 deltagere.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at kontakte Nina Kongshaug på nk@fof.dk eller 31 32 17 36.