Underviserkurser

Styrk din egen og dine deltageres musikalske udtryk - FOF Køge Bugt

Underviserkursus for alle FOF’s musikundervisere

Hvordan får du din egen og dine elevers personlighed og udtryk ud gennem musikken?
Hvordan undgår du at føle, at du ikke fornyer dig i din undervisning, i din musik og på dit instrument?

På dette kursus vil du bruge en dag på ny inspiration, konkrete øvelser, musikalsk og undervisningsmæssig sparring med dine kolleger og en meget anderledes tilgang til, hvordan du kan “skubbe” dine elever i en positiv retning. 

Kurset finder sted søndag d. 30. sep. 2018 kl. 09:15-16:00 hos FOF Køge Bugt på adressen Skellet 4-8, lokale 1, 4600 Køge. 

Alle FOF’s musikundervisere i hele landet er meget velkomne.

Indhold
Hvordan understøtter du som underviser, at dine deltagere tør kaste sig ud i nye områder af musikken og sætte deres eget præg på musikken? Som musikunderviser kan du have brug for nye øvelser og redskaber til at få dine deltagere til at turde tro på, og åbne for, deres egen musikalitet.
På dette kursus vil vi arbejde med, hvordan du inspirerer dine deltagere igennem din egen tilgang til musikken.

Dagen starter med et oplæg fra underviser Johannes Smed med fokus på, hvordan du inspirerer dine deltagere til at opdage, udvikle og undersøge deres musikalitet, kreativitet, lydhørhed og unikhed, og til at turde at gå efter deres personlige lyd, så man kan høre mennesket, der spiller gennem musikken. Herefter vil der være hands-on-undervisning og gruppearbejde.
Hands-on-undervisningen er konkrete øvelser med udgangspunkt i jer, der spiller et nummer for os andre (gerne jeres eget eller noget I elsker). Igennem konkrete greb og teknikker vil Johannes skubbe til jeres måde at spille sangen på, få jer som kunstnere/musikere nærmere et personligt udtryk og inspirere jer til, hvordan I kan arbejde med jeres deltagere.
I gruppearbejdet prøver I teknikkerne og øvelserne af på hinanden, og vi mødes til sidst til en personlig minikoncert med snak om, hvad I har oplevet, og hvad det har sat i gang af tanker.

Med jer fra dagen får I konkrete øvelser, musikeksempler, indblik i jeres kollegers musikalitet og arbejdsmetoder, samt en masse ny inspiration til jeres solo- og holdundervisning.

Medbring: en sang/et nummer/et groove/et riff du kan spille solo eller sammen med de andre.

Herunder kan du se en videopræsentation af kurset:




"Hvad er forskellen på en plade med The Beatles og en cover version af The Beatles, hvad er forskellen på når Bob Marley, Bjørk, Bob Dylan og Bon Iver synger de samme toner? - Den personlige fortolkning af tonerne… Og det skal vi arbejde med for at give kursisterne muligheden for at skabe musik der er deres egen, musik der rører os som lyttere, musik der stikker ud af mængden og musik der har noget på hjertet.” 
- underviser Johannes Smed 

FOF-undervisere om dette kursus (afholdt tidligere i år i Herning):

”En meget anderledes tilgang til hvordan man kunne ”skubbe” til eleverne i positiv retning. Meget inspirerende”

”Mine kolleger er meget dygtige musikere, det var en fornøjelse at få lov at spille sammen med dem”

Vigtig information
Medbring en sang/et nummer/et groove/et riff du kan spille solo (gerne dit eget eller noget du elsker) + dit instrument (klaver vil være tilgængeligt i lokalet).

Underviser
Johannes Smed er komponist, producer og musiker. Han underviser på Det Jyske Musikkonservatorium, Artlab og tidligere Engelsholm/Ry/Rødding/Brandbjerg/Odder Højskole mm. 

Pris
Kurset er gratis at deltage i for FOF’s undervisere. Transport er ikke inkluderet. Bliver du forhindret i at deltage, bedes du skrive til Helle Dannemand og meddele dette på: info@fof.dk. Bliver du forhindret i at deltage på dagen, bedes du kontakte Nina Bak på telefon: 40 11 42 42. Vi har indført et udeblivelsesgebyr på 300 kr., som du vil blive pålagt, hvis du udebliver uden at meddele os det. 

Bevis
Du vil efter kurset modtage et deltagerbevis per mail.

Tilmelding
Hvis du er interesseret i at deltage i kurset, kan du tilmelde dig via dette link

Kurset gennemføres ved minimum 8 deltagere. Der kan maksimalt være 16 deltagere på dette kursus, så ønsker du en plads på kurset, er det en god idé at tilmelde dig hurtigt.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Nina Bak fra FOF’s sekretariat på nb@fof.dk eller 40 11 42 42.

Vi glæder os til at se dig.