Eske Willerslev og Kristoffer Frøkjær: Han gør det døde levende

Billede af Eske Willerslev 

Han gør videnskab levende
Af Maria Gram, kandidatstuderende på engelsk, Aarhus Universitet

Hvordan ender man som DNA-forsker, når man hadede at gå i skole som barn? Og stammer vi i virkeligheden alle sammen fra rumvæsner?
Det var vidtfavnende spørgsmål som disse, DNA-forsker Eske Willerslev forsøgte at besvare i sit foredrag, Han gør det døde levende. Spørgsmålene blev stillet af videnskabsjournalist, Kristoffer Frøkjær, der også indledte foredraget, og så blev publikum ellers ført ud på en rejse i både tid og sted, der strakte sig fra ødemarken i Sverige og helt ned til aboriginerne i Australien.

En dårlig ide, der ikke er så dårlig alligevel
Rejsen starter i 1997: Det år hvor Eske skal til at begynde sit speciale i molekylærbiologi. Den unge og håbefulde studerende synes selv, han har fået en genial idé. Han vil nemlig undersøge, om man kan udvinde forhistorisk DNA fra is. Men Eskes vejleder er ikke helt så begejstret for denne idé, som han selv er. Faktisk synes han, det er en rigtig dårlig idé. Men bare fordi andre synes, noget er en dårlig idé, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal opgive den.
Og i Eskes tilfælde var det nok meget godt, at han ikke opgav sin idé, der blev et banebrydende videnskabeligt gennembrud og endte med et opkald fra NASA.

Viljestyrke som en sibirisk bjørn
Man skulle tro, at en sådan succes gav en direkte adgangsbillet til en spirende forskerkarriere, men sådan hænger videnskabens verden desværre ikke sammen. Der skulle gå hele 10 år, før Eskes opdagelse blev anerkendt. Heldigvis havde Eske lært af sin far og de mange somre i den svenske ødemark, at man skal kæmpe for tingene.

Allerede i en ung alder rejser Eske alene ud i den sibiriske tundra sammen med tvillingebroderen, Rane. En senere konfrontation med en tysklærer får ham overbevist om, at man må arbejde hårdt, hvis man ikke vil ende som en loser. Således har en viljestyrke så stærk som den bjørn, han skød i Sibirien, gjort Eske til en succesfuld professor og forsker. Han har blandt andet bevist, at aboriginerne i Australien nedstammer fra en tidlig bølge af det moderne menneske, og senere rejste han til Amerika for at segmentere et barneskelet, der afslørede, at indianerne var de første mennesker på det amerikanske kontinent.

Vor tids opdagelsesrejsende
Eske Willerslevs liv og karriere minder mere om noget fra en Indiana-Jones film end en dansk forskers. Som jeg overhørte en fra publikum sige, så er Eske vor tids opdagelsesrejsende. Han gør ikke kun de døde levende, han gør også videnskab levende, så selv en ærkehumanist som mig får lyst til at smide alt hvad jeg har, og rejse til Afrika for at gå i mine forfædres fodspor.

Foredrag: Han gør det døde levende v. DNA-forsker Eske Willerslev og videnskabsjournalist, Kristoffer Frøkjær.
Tid: Torsdag d. 29. oktober kl. 19.00
Sted: Møllevangskolen i Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus