Susanne Møberg: Lev dit liv med kærlighed og gode relationer

Susanne Moeberg

Særligt sensitive mennesker: Lev dit liv med kærlighed og gode relationer 
Af Janus Sørensen, Stud. Arabisk- og Islamstudier, Aarhus Universitet

Med udgangspunkt i amerikansk forskning, tager Susanne Møberg os med på en rejse igennem dét, at være særligt sensitiv – og leve med en partner, der er særligt sensitiv. Det at være særligt sensitiv, på engelsk Highly Sensitive Person, er ikke en diagnose, men et karaktertræk ved omtrent 20% af verdensbefolkningen, og Susanne benytter sig derfor hellere af det danske udtryk ”særligt sensitiv” end den kliniske betegnelse HSP.

Personlige historier

Susanne Møberg bevæger sig igennem fortællinger fra sit eget liv som særligt sensitiv, og bruger disse til at beskrive, hvordan særligt sensitive kan fungere i parforhold og ægteskaber - enten med en partner, der også er særligt sensitiv, eller med en partner, der ikke er, som Susannes egen mand. Disse personlige historier høster mange nik hos de tilhørende i salen, der er en bred vifte af kvinder og mænd i alle aldre, lige fra unge studerende til pensionister, og mange havde også lyst til at dele deres egen historie.   

På en humoristisk og samtalende facon får Susanne nemlig skabt et trygt rum, hvor der er plads til at stille spørgsmål og plads til at fortælle om, hvordan det er at være særligt sensitiv i et parforhold, eller som enkeltperson. Parforholdet bliver altså en måde at fortælle om særligt sensitive på, perfekt eksemplificeret af det unge par forrest i salen, hvor den ene halvdel tydeligvis er blevet inviteret af sin partner, til at høre mere om det at være særligt sensitiv. For det kan nemlig være svært at leve sammen med en særligt sensitiv. På omfavnende vis får Susanne Møberg også givet udtryk for nogle redskaber, man kan tage med sig med det samme, og disse får med det samme de to unge på forreste række til at gribe kuglepennene og notere i notesbøgerne: ”Bliv mere direkte”, ”Vær konkret” og ”Giv udtryk for dine grænser – også før du når dem”.  

En ting der dog kunne savnes var henvisninger til forskningen, som Susanne Møberg bygger sin viden på. Der blev igennem foredraget refereret til den amerikanske psykolog Elaine Aron, og for at kunne ramme et bredest muligt publikum blev forskningen på området præsenteret på en populærvidenskabelig og til tider firkantet facon. For som én i salen spurgte efter: ”Kan man ikke være en person midt imellem dine inddelinger?” Selvfølgelig kan man dét, og det fik Susanne Møberg også understreget.


Sensitivt selvsving
Susanne Møberg afslutter sit foredrag med en opfordring til selverkendelse og til anerkendelse. Der er ikke noget galt med at være særligt sensitiv; de særligt sensitive får positive ord med på vejen som værende empatiske, pligtopfyldende og følsomme - alt sammen ord, der beskriver, hvordan det er at være særligt sensitiv, og for mange partneres vedkommende nok også, hvordan det er at være i et ægteskab med en særligt sensitiv.

Foredrag: Lev dit liv med kærlighed og gode relationer v. Susanne Møberg
Tid: Torsdag d. 15. november kl. 19:00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus