Tom Buk-Swienty: På sporet af Karen Blixens eventyrlige far

På sporet af Karen Blixens eventyrlige far

Af Anne-Kirstine Vad Knudsen, studerende på Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet

”Velkommen til Wilhelm Dinesens verden.” Sådan inviterede historikeren, forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty allerede fra begyndelsen af sit foredrag sine tilhørere med til at give sig i lag med mennesket Wilhelm Dinesen. Et menneske, som Buk-Swienty ikke selv kendte, før han, i forbindelse med researchen til bøgerne om 1864, faldt over en lille erindringsbog af Wilhelm Dinesen, der fangede hans opmærksomhed. Med sit levende sprog og stærke udtrykskraft var det nemlig som at sidde på hesten ved siden af denne mand. Buk-Swienty gravede videre og opdagede, at der i Dinesens liv var ingredienser til en rigtig god historie med Kaptajn Dinesen som rejsefører.

Wilhelm Dinesens eventyr
Buk-Swientys opdagelse sendte ham ud på en rejse gennem hele verden i Wilhelm Dinesens  fodspor – fra barndommen i en godsejerfamilie på Djursland, på officersskole i København, gennem fire krige i Danmark, Tyskland, Frankrig og Tyrkiet og til den nordamerikanske prærie, hvor Dinesen efter traumatiske krigsoplevelser i Paris søgte freden og mødte indianere. Wilhelm Dinesen var en eventyrer og havde en tendens til at placere sig lige midt i vigtige verdenshistoriske begivenheder. Da Dinesen kom hjem til Danmark efter sin sidste krig blev han gift med Ingeborg og flyttede til Rungstedlund, hvor de sammen fik fem børn, heriblandt Karen Blixen. Eventyrerens rejse endte dog som alt andet end et eventyr. Som 49-årig tog han sit eget liv – af mystiske årsager, som Buk-Swienty ikke afslørede til foredraget, men som man kan læse om i andet bind om Kaptajn Dinesen.

Ordmaleri
På mange måder er der tale om en fantastisk historie og et særligt menneske, som Tom Buk-Swienty vækker til live – både i sine bøger, men i særdeleshed også i sit foredrag. Buk-Swienty har samme evne som Dinesen: Han kan male med ord og få sine tilhørere til at føle, at de står ved siden af Dinesen, mens kuglerne flyver forbi. En følelse, der kun forstærkes af Buk-Swientys begejstring – for mennesket, for historien og for historiefortællingen, som han mestrer og krydrer, så den fremstår knivskarpt og levende. Der er tale om alt andet end tør og saftløs historieformidling - gennem sit narrative greb om det historiske stof fremmaler Buk-Swienty, så man næsten kan lugte, føle og smage denne særlige kaptajns rejse og liv. Buk-Swienty formidler (en) historie – (en) god historie!

Foredrag: På sporet af Karen Blixens eventyrlige far v. Tom Buk-Swienty, historiker, journalist og forfatter
Tid: Tirsdag d. 27. oktober 2015 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus