Anders Agger: Det må gerne gøre lidt ondt

Foto af Anders Agger

Alt det, der holder os sammen og skiller os ad
Af Maria Gram, nyuddannet cand. mag. i engelsk, Aarhus Universitet

Selvom publikum var indstillet på, at foredraget i Musikhuset skulle handle om det i livet, der ”gerne må gøre lidt ondt”, indledte Anders Agger foredraget med et par uhøjtidelige jokes om både sig selv og DR. Dermed var det en overraskende let og munter stemning, der kom til at præge aftenen. Han fik da også sagt, at aftenens format ville blive en farverig cocktail af Debatten og Paradise Hotel, hvilket mærkværdigt nok netop indkapsler aftenens indhold, hvor der var plads til både debat og gentagende latteranfald fra publikum.

Fra slankekure til Heavy Metal-glade vestjyder
I tråd med programserien ”Indefra”, startede Agger med at stille skarpt på sin egen arbejdsplads, DR. Han tegnede et billede af en tv-kanal, der i alt for mange år forsøgte at kopiere tendenserne fra de kommercielle kanaler, hvilket ifølge Agger resulterede i et misforhold mellem den verden, der blev vist i fjernsyet og den virkelighed, der befandt sig udenfor tv-skærmen. Men alt dette ændrede sig for fem år siden, da DR fik en ny generaldirektør. Således gav Agger en indføring i, hvordan DR’s programmer er gået fra at omhandle slankekure og broccoli til også at beskæftige sig med døden og Heavy Metal-glade vestjyder.

Tilværelsen på godt og ondt
Aggers åbenlyse passion for at lave dokumentarer om helt almindelige danskeres liv skinnede igennem fra start til slut. Men denne passion passede i virkeligheden ikke ret godt ind i det, som medieforskerne spåede, at danskerne var interesserede i at se. Alligevel kom et program som ”Sømanden og Juristen”, der omhandlede livet på et Hospice, til at tiltrække en enorm mængde seere. Forslaget om at lave et program om døden blev i første omgang afvist, men det viste sig, at vi danskere faktisk gerne vil udfordres på vores forestillinger og fordomme, og at vi ikke har noget imod at se programmer om danskernes både almindelige og ualmindelige tilværelser på godt og ondt. 

400 små, fine dokumentarprogrammer
Agger har lavet programmer om alt lige fra fængselsindsatte til Ditlev Engel, og foredraget omhandlede derfor også de etiske og moralske overvejelser, som denne spændvidde uundgåeligt opfordrer til. Fælles for programmerne er dog, at de alle forsøger at forstå de mennesker, der er i fokus. Budskabet denne aften syntes derfor at være, at vi skal fokusere langt mere på det, der holder os sammen, end det der skiller os ad; vi skal prøve at forstå selv det, der virker uforståeligt. Det var tydeligt på publikum, at danskerne bestemt ikke har fået nok af at følge med i Aggers livsskildringer. Som han selv sagde halvvejs inde i foredraget, så sidder der, selv inde i en sal i musikhuset, ”400 små, fine dokumentarprogrammer”. Således gik salen, jeg selv inklusiv, fra foredraget med en håbefuld tro på, at der nok skal komme endnu flere programmer fra Anders Agger og hans dokumentarhold, hvor vi kan blive kloge på alt det, der holder os sammen og skiller os ad.

Foredrag: Det må gerne gøre lidt ondt… v. Anders Agger, tv-dokumentarist på DR
Sted: Musikhuset Aarhus
Tid: Torsdag d. 17. november kl. 19.00
Arrangør: FOF Aarhus