Ann-Elisabeth Knudsen: Diagnose eller opdragelse?

Billede af Ann-Elisabeth KnudsenHjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til

Af Kathrine Bork Kruse, kandidatstuderende i Psykologi, Aarhus Universitet

Det er en mørk mandag aften, og kvinder i alle aldre strømmer ind i Store sal på Dokk1 i håb om at blive lidt klogere på børns hjerner. Hjerneforskning er praksis, siger Ann-Elisabeth Knudsen, og den praksis har hun været en del af i godt 20 år. Ann elsker hjernescanning og fortæller bl.a., at man ud fra hjernescanningsstudier kan slå fast, at børn lærer bedst i interaktion med andre. Forskningen siger altså: Vi må ikke spare på hænder til børn! Men når det er sagt, skal vi også forholde os til, hvad disse hænder bør gøre.

For når pylrede forældre yder fuldpension og udstrakt taxaservice til deres ”hypersensitive”, for tidligt fødte barn, så gør de måske i virkeligheden barnet en bjørnetjeneste. Og når man, i et forsøg på at opdrage blødt, taler til empatien hos et rumænsk børnehjemsbarn, som ikke har udviklet en forbindelse mellem det limbiske system og pandelapperne (som er afgørende for empati), så går det galt. Børn har forskellige udgangspunkter. Succeskriteriet for at arbejde med børn er derfor, ifølge Ann, at de rykker sig fra deres udgangspunkt, og derfor er man nødt til at tilpasse opdragelsen herefter.

Børn skal høres og ses
Ann giver eksempler på børn, som enten har for høj eller for lav hjernestammeaktivitet eller pandelapsdysfunktioner, og som er endt i diagnosesystemet – og i samme klasse for at gøre ondt værre. Og det kan være en stor mundfuld for klasselærere, forældre og alle andre voksne, der skal stimulere hvert enkelt barn lige tilpas.

Men i virkeligheden kan det være ganske simpelt at gøre en forskel i et barns liv. Det kan f.eks. være skoletandplejen, der roser den ensomme pige for hendes smil, eller den gamle dame, der kommenterer at indkøbsposerne er alt for tunge for den lille pige, som må handle for sin mor. Når voksne sætter ord på børns liv, så tager børnene de forklaringer ind, der stemmer overens med deres følelser, og børnene føler sig hørt og set, siger Ann og opfordrer os alle til at sætte ord på, hvad vi ser derude.

Diagnose eller opdragelse?
Så kommer vi til aftenens store spørgsmål. Ifølge Ann kan man ikke tale om arv eller miljø, for som hun siger: Hjerner udvikler sig som de bliver påvirket til. Hovedreglen er dog, at børn, der kan ændre sig alt efter hvilken voksen, der er i nærheden, har et opvækstbetinget problem. Hvis barnet er på samme måde på tværs af tid og sted og ikke kan styre sin affekt, så er der tale om en diagnose. Som afrundende eksempel forklarer Ann, at lille Jørn kendt fra TV ikke har autisme, men at han grundet sine omgivelser har udviklet autistiske adfærdstræk. I den forbindelse fastslår Ann, at forældreskab er noget man gør sig fortjent til i kraft af relationen, og Anns afsluttende bemærkning bliver en opfordring til at indføre ”barnets advokat” i Danmark, så barnets tarv forsvares, og sager som den med Jørn ikke gentages.

Med en humoristisk tone, en kritisk tilgang til ”diagnose-biblen” og en velbegrundet opsang til både de voksne, der gør for meget, og de der gør for lidt, har Ann-Elisabeth Knudsen formået at gøre sit publikum lidt klogere denne mørke aften i oktober.

Foredrag: Diagnose eller opdragelse? v. Ann-Elisabeth Knudsen, foredragsholder, forfatter, cand.mag. og lektor i dansk og psykologi
Tid: Mandag d. 31. oktober 2016 kl. 19.00
Sted: Dokk1, Store sal
Arrangør: FOF Aarhus