Eva Michaelsen: At vandre på Caminoen


På moderne pilgrimsvandring med Eva Michaelsen

 
Af Rikke Agergaard, kandidatstuderende i virksomhedskommunikation, Aarhus Universitet

I 2000 år har mennesker vandret på den berømte, gamle pilgrimsrute, der strækker sig på tværs af det nordlige Spanien. Pilgrimsvandring er ikke et fænomen, der hører fortiden til. Tværtimod har Caminoen og andre pilgrimsruter i hele verden fået en opblomstring inden for de sidste 30 år. El Camino. Vejen. Men hvad er det lige med den vej?

Eva Michaelsen var mødt op på Bispegården denne septemberaften for at give os svaret og et indblik i pilgrimslivet på den gamle rute, der som en magnet tiltrækker folk fra hele verden. Eva har været på adskillige pilgrimsvandringer gennem de sidste knap tyve år, og programmet for aftenen stod på inspiration og gode råd til alle, der måtte gå med en Camino-drøm i maven.

Vi skal ud på en 800 km lang vandring, begyndte Eva. Et forventningsfuldt og nysgerrigt publikum sad stimlet sammen i den gamle bispesal, som satte de oplagte historiske rammer om Evas fortælling. Skridt for skridt tog hun os med på pilgrimsfærden – ledsaget af appetitvækkende billeder fra hendes mange rejser.

Baggrund med et tvist af legende
Jakobsvejen, som ruten også kaldes, bygger på en masse historie. Eller baggrund med tvist af legende, som Eva præsenterede det, da hun gav os en smagsprøve på de fortællinger, som har holdt liv i Caminoen de sidste tusinder af år. Vandrehistorier – bogstaveligt talt. Ikke mindst om Sankt Jakob, som har lagt navn til ruten, og hvis jordiske rester angiveligt skulle være bevaret ved rejsens destination: Den store katedral i Santiago de Compostela.

Ved hjælp af sine billeder og en dragende fortælleevne tog Eva os med på rejsen, som bød på herberg og sovesale, historiske pilgrimsritualer, gådefulde kirker, stemningsfyldte klostre, rustikke landsbyer og smukke gamle stenbroer og stendiger med smygende efeu. Og alle de mange andre oplevelser, der møder én på den lange færd. Et par tips til skjulte perler blev det også til.

Hvis Caminoen er svaret, hvad er så spørgsmålet?
Moderne pilgrimme finder mening i at gå, uanset om de er religiøse eller ej. Hvad får så mange mennesker fra hele verden til at drage ud på vandring? Ifølge Eva kan man ganske enkelt ikke undertrykke det, som ligger iboende i mennesket. Mennesker finder mening i at vandre, fordi det er så universelt: Vi har brug for at komme ned i et tempo, som tilhører kroppen, hvor sjælen kan følge med, hvor vi kan reflektere, og hvor vi kan møde andre mennesker i øjenhøjde – fri af hverdagens to-do-lister og stress og digitale dimser, konstaterede Eva og tilføjede, at der opstår et naturligt fællesskab på Caminoen, fordi alle har samme mål.

Walk-eat-wash-sleep
Eva leverede sin fortælling med både begejstring og autencitet i sin fremtoning og ikke mindst med en ro og en rytme, som på glimrende vis understregede det flow, hun beskrev i pilgrimslivet: walk-eat-wash-sleep, walk-eat-wash-sleep. Og ind imellem finder alle samtalerne sted, de bjergtagende udsigter og de vidunderlige landskaber. Okay, indrømmede hun med et glimt i øjet; rejsen byder selvfølgelig også på vejr, vind og vabler, og det kan gøre ondt nogle gange. Hvis man ikke havde lært det, inden man tog afsted, så lærer man det undervejs: At pakke sin rygsæk, så man kun har det allermest nødvendige. Man lærer at skære alt det unødvendige fra, sagde Eva med et smil - og finder ud af, at jo mindre man har at slæbe på i livet, jo rigere er man. 

Ved foredraget slutning vidnede en lang række spørgsmål fra salen om, at aftenens emne havde fanget publikum. Mon ikke samtlige af aftenens deltagere trådte ud af Bispesalen fyldt med forventningsglæde og blod på tanden efter at komme afsted på deres egen vandring.

Foredrag: At vandre på Caminoen v. Eva Michaelsen, pilgrim, coach, meditations- og yogalærer
Tid: Tirsdag d. 20. september 2016 kl. 19.00
Sted: Bispesalen, FOF Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus