Bente Klarlund Pedersen: Alt om sundhed

Sundhed er ikke kun kost og motion

Af Mai Skovgård Andersen, kommunikationsstuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Dokk1 dannede torsdag aften rammen for Bente Klarlund Pedersens foredrag Alt om sundhed. Men som Bente Klarlund Pedersen startede med at slå fast, så skal titlen på foredraget ikke kun opfattes som et fokus på sund kost, motion og fravalg af alkohol og cigaretter. Ifølge hende skal alt om sundhed her forstås som en kombination af den fysiske såvel som den mentale sundhed, da der i dag er langt flere faktorer, der spiller ind på den generelle sundhedsmæssige tilstand.

Fokus på de sociale relationer
I løbet af foredraget berettede Bente Klarlund Pedersen dog stadig om de fatale følger, som en dårlig livsstil med fed kost, manglende motion og for meget røg og alkohol kan medføre senere i livet. Mange sygdomme er forbundet med en dårlig livsstil. Man bør derfor tidligt fokusere på at forbedre sin generelle psykiske og fysiske tilstand ved at holde sig fysisk aktiv samt spise varieret og sundt.

Men en sund livsstil behøver ikke partout at bestå af sundhedstips. Et sundt liv kan også opnås ved at huske at nyde de små goder i tilværelsen. Derfor er det for Bente Klarlund Pedersen især vigtigt, at man husker at dyrke sine nære relationer og venskaber. De kan være altafgørende for den enkeltes generelle sundhed. Som eksempel nævnte hun, at vi mennesker kan lære meget af de små pingviner, der klumper sig sammen i den bidende kulde. Der er nemlig en overlevelsesmæssig fordel ved at være i en flok. Vi bør derfor ikke kun have fokus på kosten, men også på de sociale relationer.

Publikum blev underholdt fra start til slut
Med et humoristisk strejf og grinagtige eksempler formåede Bente Klarlund Pedersen på bedste vis at underholde sit publikum. Hun fremlagde overbevisende dokumentation for den generelle sundhedsmæssige tilstand i Danmark. Men ikke nok med at fastslå den fysiske og mentale sundhed, kom hun samtidigt med konkrete eksempler fra den virkelig verden, som det både var nemt og sjovt for tilskuerne at blive gjort opmærksomme på.

Foredraget blev derfor ikke kun en opfordring til at leve et sundere liv med fokus på at forbedre de psykiske og fysiske tilstande, men også en understregning af, at det sunde liv indeholder mere end blot motion og sund kost: Der skal også sættes fokus på de sociale relationer.

Foredrag: Alt om sundhed v. Bente Klarlund Pedersen, professor og sundhedsforsker
Tid: Torsdag d. 3. november 2016 kl. 16.30
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus