David Trads: Valg i USA


David Trads: Det amerikanske valg set gennem europæiske briller

Af Chris Johansen, kandidatstuderende i retorik ved Aarhus Universitet

Når amerikanerne den kommende november går til stemmeurnerne for at vælge ny præsident, holder resten af den vestlige verden vejret. For hvad vil der ske med den politiske dagsorden i Europa, hvis Donald Trump bliver nyt statsoverhoved i USA?

Der var amerikansk valg og i særdeleshed Trump på programmet, da David Trads forsøgte at svare på ovenstående spørgsmål og mere til. Trads afløste en afbudstvunget Mads Fuglede, der som Trads har stor interesse i amerikanske forhold og det forjættede lands politik. Sammen har de to programmet ‘Kampagnesporet’ på Radio24syv om netop valgkampen, så substitutten var bestemt ingen forringelse af aftenens foredrag.

Som indledning bekendtgjorde Trads muntert, at han sidste år havde lavet en gruelig fejlprognose og kaldt Trump for en døgnflue, der kun ville holde få uger i den amerikanske valgkamp. Han havde, som de fleste af os andre, ikke regnet med, at det skulle blive næsten dødt løb mellem Hillary Clinton og Trump. Ikke desto mindre er det nu den virkelighed, vi må forholde os til.

Frygt og lede på kampagnesporet
Primærvalget har allerede sendt den vestlige verdens folkevælder ud i kollektiv åndenød over Trumps manglende takt og tone - for ikke at tale om fraværet af politisk tæft. Han fornærmer landets kvinder, den latinamerikanske befolkning og alle verdens muslimer. Og han ved, at folket frygter terror, så han lover at udslette alle terrorister, men med urealistiske midler. Så hvem er det dog, der alligevel lover ham sin støtte?

Trads kalder dem globaliseringens tabere - det er dem, der har set egne virksomheder forsvinde til udlandet og i stedet lever under fattige kår uden fremtidsmål. Dem er der mange af. Og de kan alle lide Trumps bølleattitude, fordi den er kontant og gør op med etablissementet i det USA, de ikke længere kan finde lykken i. Trump spiller simpelthen på, at han ved, hvordan man finder lykke og rigdom, og at mange gerne vil vide det også.

Gennem foredraget faldt spændende anekdoter fra Trads, der selv har fulgt primærvalgene over there tidligere i år. Han har været tæt på begge præsidentkandidater, og selvom Clinton naturligvis har hans støtte, forstår han godt, hvorfor hun kæmper mod politikerleden. Hun er skarp og dygtig, men hun er ikke spændende at høre på, mener Trads. Selv med sin status som landets potentielt første kvindelige præsident har hun svært ved at knytte bånd til staternes moderne feminister. I deres øjne mangler hun styrke, og de forstår ikke, at hun blot var henstillet som nikkedukke ved siden af sin dengang angrende mand, Bill Clinton, da han indrømmede sine affærer.

Bliver Clinton præsident, er der ikke meget, der vil ændre sig, lader Trads forstå. Men er det Trump, der triumferer, kan vi stå overfor store udfordringer i forhold til at bevare det gode samarbejde i EU og NATO, der siden efterkrigsårene har sikret vækst, stabilitet og fred i vesten med USA i spidsen. For det kan ryste os enormt, hvis den amerikanske præsident sår tvivl om det gode i samarbejderne. Og det gør Trump allerede. Hermed svar på spørgsmålet fra indledningen. Trads har, som hans faste læsere og lyttere vil vide, både vid og bid, og selvom Store Sal på Dokk1 kun tilnærmelsesvist var halvfuld, gik de tilstedeværende fra foredraget med en større indsigt i, hvor store konsekvenser det kommende amerikanske præsidentvalg også kan have i lille Danmark.

Foredrag: Valg i USA v. David Trads, journalist og USA-ekspert
Tid: Torsdag d. 8. september kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus