Ghita Nørby og Svenn Skipper: Musik og fortælling om livets mange eventyr

Billede ag Ghita Nørby
Musik og fortælling om livets mange eventyr
Af Emma Christiansen Skov, bachelorstuderende v. religionsvidenskab, Aarhus Universitet


Svenn Skipper, kapelmester, sætter sig ved det sorte flygel. Ghita Nørby, skuespillerinde og folkeeje, sætter sig på en taburet og tager bogen med H.C. Andersens eventyr fra det lille bord ved siden af sig. De smiler, og det smitter. Næsten ejendommelige ser de ud, for det ved man jo de er; afvigende fra det normale på en ganske særlig måde, specielle i både person og værk. Denne særegenhed følger jo velsagtens med talent som deres. Alligevel føler man sig i øjenhøjde med dem – selv på trettende række.

At leve – med storm
Efter Skippers indledende klaverspil tager Ghita ordet. Hun fortæller om sig selv. Og sin have. Hvordan stormen Bodil raserede haven, hvorfor den måtte bygges op igen. Igen er man helt i øjenhøjde, mens hun beskriver sin have som et frirum, væk fra kontrol og iPads, hvor man kan glemme virvaret og glo på en rose. Således indledes aftenens første højtlæsning, H.C. Andersens ”Sneglen og rosenhækken”. Fortællingen om at give sig tid og give sig hen, at leve som rosenhækken, der blomstrer og glædes. Fortællingen om den sure snegl, der fnyser af rosenhækken, for den har nok i sig selv. Verden kommer den nemlig ikke ved. Nørby fortæller med glæde i øjne og stemme, og synes at fange salen fuldstændigt. Med grin og godt eventyr gives der inspiration til eftertanke – for der kommer altid en storm mere.

Kærlighed
Fra de begyndende klassiske toner, slår Skipper nu over i jazz på klaveret. Hvis man kan have glæde i fingrene, så har den mand det. Fra snegle og jazz, begynder Nørby nu at snakke om kærligheden. Andersens eventyr ”Den uartige dreng”, om den gamle digters møde med Amor, danner rammen for Nørbys følgende personlige beretning. En beretning om ægteskab, alle hendes fire og dertilhørende skilsmisser, navnlig skilsmissen fra Skipper. Også om hvordan de finder hinanden igen. Han toner i med ro i stemmen: Hjerte, smerte. Det rimer jo. Samtalen mellem de to virker ærlig og umiddelbar. Det er i hvert fald rørende. De griner, og vi i salen griner med.

Kulturen redder os fra det kedelige
Nørby fortsætter fra kærligheden til kulturen. Uden den, kulturen, er vi fattige. Og frem for alt kedelige. Dette illustreres med stor indlevelse med endnu et Andersen eventyr, ”Det utroligste”. Ifølge Nørby sparer vi os selv ihjel, selvom vi faktisk aldrig har været rigere. Havde man i sin tid sparet medier, og dermed talenter, væk som Skippers musik og Nørbys film, havde Danmark i den grad været fattigere. Det er alle i Rytmisk Sal denne aften vist nok ret enige om.

Ode til Andersen
Temaerne har været mange, men alligevel ét: livet. Dets latter og glæde, dets tristhed og storme. Aftenen i selskab med Nørby og Skipper har været en indirekte hyldest til H.C. Andersen og hans udødelige eventyr, som har illustreret aftenens pointer med høj præcision trods det store gab i tid mellem Andersen og denne oktober aften i 2016. En mand forud sin tid, og vi indhenter ham aldrig.

Foredrag: Musik og fortælling om livets mange eventyr v. Ghita Nørby, skuespillerinde, og Svenn Skipper, kapelmester
Tid: Onsdag d. 26. oktober 2016 kl. 19.00
Sted: Musikhuset
Arrangør: FOF Aarhus og Musikhuset