Henning Jensen: Som at dø

Billede af Henning Jensen
Henning Jensen: Som at dø
Af Anne-Kirstine Vad Knudsen, studerende v. Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet


Jeg var nødstedt og tilintetgjort på alle måder.
Det var en hudløst ærlig Henning Jensen, som en lun septemberaften på Dokk1 inviterede publikum med ind i en barsk historie – sin egen historie om en altødelæggende depression, der flåede hans hjerne i atomer, da han var bare 35 år, og som siden har stukket hovedet frem i mindre glimt. 

Et klart sigte: Indsigt
Vi er alle sammen født med de højeste tinder og de dybeste afgrunde indeni os. Allerede fra begyndelsen af sit foredrag gjorde Jensen det klart for os alle sammen, at depression er en medfødt risiko og en mulighed, som vi alle bærer i os. I forhold til denne sygdom er vi alle i den samme båd i et oprørt hav. Samtidig understregede han, hvor vigtigt det falder ham for at sprede indsigt og viden om sygdommen. Bl.a. fordi man derigennem kan blive opmærksom på depressionens signaler. Men også fordi uvidenheden fører til en stigmatisering: Vi stigmatiserer, og vi gør det, så vi burde skamme os. Derfor gjorde Jensen det også klart for os, at tavshed er depressionens stærkeste allierede. Der var ingen slinger i valsen i Jensens anbefaling, da han citerede den store danske digter Inger Christensen: “Det eneste vi har at gøre for hinanden/er at sige det som det er/jeg er bange.”

En poetisk, hudløs og dyb monolog
Det føltes som om, en sommerfugl strejfede alle mine nervespidser. Som at opleve en port ind til døden. Et indre som et brølende bål. Som kødet falder af knoglerne på dig. Jensens gribende foredrag var et langt arsenal af poetiske billeder, som indfangede publikum i et helt særligt intenst og poetisk rum. Faktisk kunne monologen næsten have været en teateropførsel, men det var den ikke – det var en ærlig beskrivelse af faktiske og forfærdelige oplevelser, og det var stærkt og hudløst og satte sig på en måde i kroppen, som kun poesi kan sætte sig. Samtidig blev det leveret med Jensens karakteristiske, dybe og mørke stemme, der sammen med adskillelige du-henvendelser til publikum gjorde Jensens ord nærværende, rå, vedkommende og fængslende – de var en port ind i et glimt af depressionens brølende bål. En poetisk indsigt.

Foredrag: Som at dø v. Henning Jensen, skuespiller
Tid: Mandag d. 26. september 2016 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus