Jacob Holdt: Amerikanske billeder - uncut

Jacob Holdt: Racismens mange ansigter

 

Af Freja Green Arvedlund, bachelorstuderende v. Religionsvidenskab, Aarhus Universitet 


Vi slutter, når det sidste billede er vist, og det sidste ord er sagt
. Således indledes denne uredigerede aften i selskab med fotograf og foredragsholder Jacob Holdt. Stemningen er god, folk har forsynet sig i baren og er klar til en lang aften i ”undertrykkelsens tegn”. Selv er Holdt nostalgisk og fortæller følelsesfuldt om, hvordan han påbegyndte sine foredrag for fulde huse, netop her i Stakladen, for over tredive år siden.

En rejse ind i sjælen

Lysbilledshowets to dele tager publikum med på en blaffende færd gennem sydstaternes sindsforkrøblede racisme og ghettodannelsens dehumanisering og fejlslagne integration i USA. Det omtrent fire timer lange show portrætterer de skæbner og miljøer, Holdt stiftede bekendtskab med op gennem 70’erne, fra plantage til palads, fra ghetto til millionærhjem. Håbløshed, brutalisering, narkomani, gråd, korsafbrændinger og levende lig kører over skærmen, men også kærlighed og tillid til det bedste i mennesket. Netop at overvinde angsten og opbygge tillid til hinanden er et af aftenens vigtigste budskaber. Ligeså en erkendelse af at være en del af samfundets undertrykkelsesmønstre og herved ændre disse gennem samarbejde.

Et ønske om dialog
Et ophold mellem første og anden del af showet lægger op til dialog. Netop denne del af foredraget er yderst velfungerende, hvor Holdt inddrager sit publikum, provokerer, forarger og stikker til vores egen selvopfattelse. Han nævner flere gange, at han mener, vi har kopieret den amerikanske tragedie, og at vi i Danmark har udviklet os til ”små Donald Trumper”. På den måde aktualiserer han den rejse, han foretog for over tredive år siden, og giver sit publikum yderligere stof til eftertanke.

Man mærker salens lyst til at få den karismatiske foredragsholder personligt på banen, ligeledes et ønske om at høre endnu mere til hans mening om aktuelle samfundsforhold og den integrationsdebat, som præger medierne i Danmark. Det er en skam, at dette ønske ikke indfries i højere grad.

Fem timers undertrykkelse
Sidste del af lysbilledshowet lakker mod enden, baren tælles op, og salen er halvtom. Da lyset tændes, har de tilbagesiddende søvnige øjne af fem timers undertrykkelse, og en stilhed sænker sig. En eftertænksomhed breder sig, og man mærker tydeligt, at på trods af søvn i øjenkrogen har denne aften været en sand øjenåbner.

Foredrag: Amerikanske billeder - uncut v. Jacob Holdt, fotograf og foredragsholder
Tid: Mandag d. 10. oktober 2016 kl. 18.00
Sted: Stakladen
Arrangør: FOF Aarhus