Lola Jensen: Trivsel i Familien Danmark

Billede Lola Jensen

Trivsel i Familien Danmark
Af Sidsel Skov Madsen, kandidatstuderende i IT og webkommunikation, Syddansk Universitet 

Store Sal på Dokk1 var næsten fyldt, da Lola Jensen gik på scenen tirsdag aften. Her blev hun modtaget med bifald fra et forventningsfuldt publikum. Et bifald, som bestemt ikke var mindre, da hun sluttede sit foredrag to timer senere.

Med en baggrund inden for socialpædagogik er Lola i dag kendt som familievejleder, hvor hun fra tid til anden slår sine folder i Go’ morgen Danmark på TV2 og hos Danmarks Radio. Fra foredragets start gjorde hun det klart, hvordan hun ikke vil opfordre til en bestemt opdragelsesmetode. Hendes ambition er derimod at inspirere til selvhjælp og derved øge trivslen i Familien Danmark.

Er Familien Danmark blevet usikker?  
Vi lever i en tid, der er præget af massive informationsstrømme med forskellige vinkler og nuancer på forældrerollen. Hvornår skal vi opdrage eller inddrage? Er opdragelse hæmmende for børnenes kreative evner i voksenlivet? Hvilke værdisæt skal vi videregive? Lola ser en tendens til, at Familien Danmark er blevet usikker. En usikkerhed, som skyldes strømmen af informationer, der peger i øst og vest.

Igennem en forfriskende inddragelse af humoristiske hverdagssituationer, formidlede Lola sine råd på en befriende og afslappet måde. Utallige gange brød publikum ud i latter. Deltagerne kunne tydeligvis genkende sig selv eller bekendte i eksemplerne. Det var befriende at opleve en fagperson, der formåede at se sit publikum i øjenhøjde og lave sjov med metoder inden for anerkendende pædagogik.

Igennem sit foredrag og sin jordbundethed gjorde Lola op med nutidens eksplosive stigning i diagnosticeringer af børn. Diagnoser, der ofte kan skyldes overstimulering fra omverden og alle de ting, som børnene skal forholde sig til. På samme humørfyldte måde påpegede hun mænds manglende evne til multitasking - og hvordan kvinder kan lære af deres mænds enkle og afslappede tilgang til tingene. Perfektion og et hav af valgmuligheder til børnene hjælper ikke nødvendigvis på trivslen i familierne.

Mon ikke Lola Jensen efter denne tirsdag aften på Dokk1 har inspireret mindst et par kvinder til at løsne op og acceptere, at børnene trives, uanset om deres tøj er farveafstemt eller ej?  

Foredrag: Trivsel i familien Danmark v. Lola Jensen, familievejleder, uddannet socialpædagog
Tid: Tirsdag d. 27. oktober 2016 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus