Lone Frank: Lystens pioner

Billede af Lone Frank

Lystens Pioner
Af Pernille Grønning, kandidatstuderende i journalistik, Syddansk Universitet 

Lone Frank læser op af sin nyeste bog, "Lystens Pioner". Hun læser med afdæmpet stemme, og tilhørerne i Dokk1s store sal tier. Bogen handler om neuro-psykiateren Robert Heath, og vi befinder os midt i prologen. Lone Frank beskriver et af de eksperimenter, der understreger, hvor forud for sin tid Heath var. 

Det er et eksperiment med en ung, homoseksuel mand. Det foregik i 1972 i New Orleans, og det gik ud på at omvende ham. Omvendelsen var ikke i sig selv visionær. Tværtimod! Men det var idéen om, at hjernens aktivitet kan påvirkes gennem elektroder. Ved at påvirke hjernens belønningscenter lykkes det Heath at korrigere lysten. Efterfølgende lykkedes det manden at have et seksuelt forhold til en kvinde i et år.

Lone Frank starter oplægget her. Præcis hvor Heath i 1972 lagde kimen til det, vi i dag kalder Deep Brain Stimulation.

Deep Brain Stimulation

Oplægget handler om elektroder i hjernen. Om ledninger trukket under skalp og hud; ”som en pacemaker, der pumper elektricitet ind i hjernen”, fortæller hun. Elektroder, der skaber eller dæmper aktivitet alt efter, hvad der er behov for. Præcis i det hjerneområde, hvor behovet er.

Et nyt felt
Elegant og afslappet indvier Lone Frank os i et univers, hvor hendes viden er enorm. Fra scenekanten præsenterer hun forskningens ned- og optur, som hun kombinerer med illustrerende anekdoter og malende beskrivelser.

Gennem Lone Frank møder publikum Heaths gamle arbejdskollega og et par af hans patienter. Hun fører os ind i neurolog Helen Maybergs laboratorium, hvor elektroder indopereres, og siden befinder vi os blandt koksgrå jakkesæt til konference med feltets førende forskere.

Hun skaber et nuanceret billede af en forskning på fremmarch. En forskning, hvor resultaterne med at komme kronisk psykisk sygdom til livs er overvældende positive. Men også et uprøvet felt, hvor forskere må prøve sig frem og etiske miner lurer.

Det etiske perspektiv
Efter at have beriget publikum med viden og pirret nysgerrighed lægger Lone Frank op til refleksion. ”Hvad er et menneskeliv?”, spørger hun. Hvad sker der, når teknologien skubber grænserne for, hvad vi kan, og hvordan vi oplever et liv?

Klokken nærmer sig 21.00 og Frank må efterlade salen hér - til fremtiden og til videre diskussion af, hvor hellig den menneskelige hjerne egentlig er.

Foredrag:
Lystens Pioner – strøm til sindet v. Lone Frank, forfatter, videnskabsjournalist og ph.d. i neurobiologi.
Tid: Onsdag d. 9. november 2016 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus