Matilde Kimer: Krigen indeni

 

Billede af Matilde Kimer

Matilde Kimer: Krigen indeni

Af Christine Mosbæk, kandidatstuderende i statskundskab ved Aarhus Universitet

Festsalen på Aarhus Katedralskole er så småt fyldt op frem mod klokken 19.00. Mange af deltagerne har allerede købt Matilde Kimers bog Krigen indeni inden foredragets start og er i gang med at få den signeret, da undertegnede ankommer. Det tegner godt. Et interesseret, spørgelystent og engagereret publikum. Et godt udgangspunkt for foredraget. Et foredrag om den glemte krig i Østukraine, hvor krigen buldrer frem og tilbage på nu tredje år.

Vi har jo glemt dem
I de sidste ti minutter op til foredragets start har der på salens store lærred kørt en grafisk fremstilling af Europas territoriale opdeling over de seneste tusind år. En geografisk fortælling, der skal sætte rammen om foredraget. Således at alle deltagere har en lille fornemmelse af de territoriale stridigheder, som også skal ses som en del af konflikten.

Fra første ord oplever publikum en særdeles veltalende, engageret og vidende journalist med historier og budskab på hjertet. Fortællinger fra en krig, som alt, alt for mange mageligt har glemt i Europa og resten af verden. Vi mærker den jo ikke. Foredraget tager udgangspunkt i Matilde Kimers nyudkomne bog. Hun starter således med at fortælle om sine tre hovedpersoner i bogen; familiemoderen, der har brugt hele familiens formue på at hjælpe soldaterne ved fronten, det ukrainske militsmedlem og den spinkle, blonde journalist fra Danmark med en brændende interesse for Rusland og Østeuropa – hende selv. Med deres fortællinger får foredraget kant og personlige historier om ofrene, oplevelserne og nærkampene. Ud fra de historiske, kulturelle, politiske og sociale kontekster forklares krigens udbrud og fortsatte eksistens. Og der er ingen tvivl om, at hele salen er grebet af de indlevende fortællinger om Matilde Kimers personlige oplevelser i Kiev og ved fronten i Øst. Særligt fortællingen om hendes oplevelser den 20. februar 2014, hvor politiet og militæret beskyder demonstranterne på Maidan-pladsen. Hvordan hun tror, at hun har set en ung mand få et hjerteanfald – indtil hun kigger op på et hustag højt oppe og ser direkte på to sortklædte snigskytter. Hårene rejser sig.

Fremragende formidling
Vi skal mindes om, at krigen altså foregår lige nu og her. Det er tydeligt, at krigen er flyttet ind i Matilde Kimer og har været krigen indeni. Hun formidler sine oplevelser på fuldstændig fremragende vis. Igennem hele foredraget er der ingen tvivl om, at Matilde Kimer netop har historier på hjertet, som hun i starten lagde op til. Historier, der skal videreformidles, fordi vi har glemt krigen. Men som hun siger, skal vi huske på det vigtige; da foredraget bliver afholdt har der været våbenhvile siden midnat på grund af første skoledag i både Ukraine og Rusland – og sådan var det også i 2015. Der er altså håb for en mere permanet våbenhvile!

Foredrag: Krigen indeni ved Matilde Kimer, udenrigskorrespondent ved DR
Tid: Torsdag den 1. september 2016 kl. 19.00
Sted: Aarhus Katedralskole
Arrangør: FOF Aarhus