Rokokoposten: Sådan bruger du satiren!

RokokoPosten: Sprogligt velfungerende satire
Af Helene Stephansen, kandidatstuderende i analytisk journalistik, Aarhus Universitet

Dokk1´s Store Sal er halvt fyldt op af et publikum bestående af alt fra helt unge journaliststuderende til ældre damer, der sidder og nyder deres aftensmad. Emnet er satire, sådan som den anvendes af satireavisen RokokoPosten, bestående af Zenia Larsen, Mikkel Andersson og Marta Sørensen, som i aftenens anledning består af de to førstnævnte, da Marta er forhindret.

Afslappet stil
Er der nogen, der har set mine noter? Jeg sad på den stol før, måske de ligger i nærheden? starter Zenia. Noterne er væk, men det kan man langt fra mærke på den afslappede Zenia, der ubesværet præsenterer aftenens program. Stilen er lagt, publikum er aktiveret, har grinet og man fornemmer, at to underholdene timer venter.

Zenia stiller sig frem i spotlyset og opridser RokokoPostens 6-årige historie. I baggrunden viser slideshowet et udsnit af e-mails, der kickstartede avisens udvikling; fra at bestå af fire menneskers gode idé, til at blive et samarbejde med Wulffmorgenthaler, der efter en periode måtte stoppe, ligesom deres samarbejde med Jyllandsposten og deres daglige bagsidehistorie også netop er stoppet, og de nu igen står på egne ben.

Skarp mundtlig formidling  
De to redaktører forstår at levere et indblik i deres historie, som både fanger og vækker nysgerrighed hele vejen igennem. Både Zenia og Mikkel besidder en fascinerende evne til at formidle noget komisk så sprogligt korrekt, underholdene og alligevel indholdsrigt. Det er som om, hvert et ord har betydning. Man forstår, hvorfor RokokoPosten vandt sprogprisen i 2015.

Mikkel kommer på banen og fortæller på akademisk vis, hvad satire er: Så har i også noget, I kan gå hjem og imponere jeres venner med. Og meget akademisk bliver det, dog uden det går ud over forståelsen. Man må holde tungen lige i munden, for det går stærkt – så stærkt, at noget af humoren til tider glipper i svinget.

Satire vil altid støde nogen
Ind i mellem alt det sjove, bliver det også alvorligt. Emnet falder på, hvor den etiske grænse går for satire. Et emne, jeg som journalist er meget nysgerrig i. Hvordan kan man lave falske nyheder? Og hvordan kan man undgå at støde nogen? Svaret er, at det kan man ikke. Her er det uundgåeligt at snakke om Charlie Hebdo og Mohammedtegningerne. Her sætter de nemlig grænsen. Uanset hvad vil man altid støde nogen – om så emnet er Bodil Jørgensen eller knopsvaner. Både Zenia og Mikkel håber og glæder sig til, at man en dag vil nå til et punkt, hvor også islam og racisme bliver satiriske acceptable emner. Med deres præsentation vil jeg nu glæde mig til at følge udviklingen, både den journalistiske satire og RokokoPostens fremtid.

Foredrag: RokokoPosten: Sådan bruger du satiren! v. Zenia Larsen, cand.mag. i informationsvidenskab og Mikkel Andersson, journalist
Tid: Onsdag d. 28. september 2016 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus