Anmeldelse: Venskab


Et ærligt, uperfekt og langt venskab

Af Marlene Kodal Bendtsen, kommunikationsstuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Hellere spise hindbærsnitter i joggingtøj end fransk delikatesse i jakkesæt. Sådan lød én af opfordringerne fra to velkendte tv-stemmer, Michéle Bellaiche og Hans Pilgaard, i Aarhus Katedralskoles festsal torsdag aften. Og de to værter ved, hvad de taler om; de har været hinandens uperfekte venner på godt og ondt i 20 år.
”Jeg synes faktisk, at 20 års venskab med dig kræver et bifald,” startede Hans Pilgaard ud, hvortil Michéle Bellaiche svarede: ”Det er bare typisk dig at tage det første bifald”. En indledningsmanøvre, som fik salens lyttere til at trække på smilebåndene og sænke skuldrene. Hvis ikke de tilhørende vidste bedre, kunne Michéle Bellaiche og Hans Pilgaard godt virke som et gammelt, vrissende ægtepar, men foredraget gav langsomt indsigt i 20 års ærlighed og venskab.

Venskaber er livsforlængende medicin
Flere undersøgelser viser, at gode relationer til andre mennesker ikke blot gør os lykkeligere. De har også en livsforlængende effekt og giver bedre hukommelse. Ifølge det mangeårige vennepar er opskriften på et godt venskab ærlighed og uperfekthed, og de opfordrede tilhørerne til at samle på de upolerede og uperfekte af slagsen. Glem pligtvenner og ondt-i-maven-venner. Find tid til hyggestunder med de venner, du har lyst til at se og holder af. Det genoplader energien og skaber minder at tænke tilbage på.

Vær der når det gælder
Når man er i krise opdateres den ægte venneliste. I krisesituationer bruger Hans Pilgaard og Michéle Bellaiche SMS-koden ”rød alarm”, som kræver hurtig opringning. ”En 80 timers arbejdsuge kan ikke holde dig i hånden, når du er bange eller ked af det – det kan en god ven”. Sådan sagde Hans Pilgaard. Da han var alvorligt syg, var det Michéle Bellaiche, som kravlede op i fodenden af hans hospitalsseng og grinende fortalte historier med store armbevægelser. Omvendt var det onkel Hans (Hans Pilgaard red.), som kom forbi og underholdte Michéles børn, da hun gennemgik en skilsmisse.

Aftenen gav tilhørerne indblik i et tv-venskab udenfor skærmen. Første halvdel var en ping-pong af nedskrevne replikker fra et oversigtskort, mens anden halvdel på oprigtig vis – og med gode eksempler – opfordrede tilhørerne til at pleje de gode, uperfekte venskaber.

Foredrag: Venskab v. Michéle Bellaiche og Hans Pilgaard, journalister og tv-værter
Tid: torsdag d. 24. november 2016 kl. 19.00
Sted: Aarhus Katedralskole
Arrangør: FOF Aarhus