Anmeldelse: Foredrag med Puk Damsgård

Billede af Puk Damsgaard 

At opleve livet på trods

Af Christina Raakjær Nielsen, studerende på 3K-uddannelsen, VIA UC

På Katedralskolen i Aarhus gik DR’s udenrigskorrespondent, Puk Damsgård, tirsdag aften på scenen foran et stort, forventningsfuldt publikum, unge såvel som gamle. Hun indleder foredraget med en kort og overskuelig beskrivelse af udviklingen i Syrien de seneste år frem til situationen i dag. Førhen var Syrien et land i balance - i hvert fald på overfladen. Turister rejste til landet, og unge tog til Damaskus for at studere. Men der var en boblende utilfredshed med regimet, som lå og ulmede under overfladen. Set med vores danske øjne var en lille ubetydelig episode med til at udløse konflikten i Syrien: En flok skolebørn skrev for sjov på en skolemur, at folket forlanger regimets fald. De blev arresteret af en af Syriens utallige efterretningstjenester, som ikke ville løslade børnene. Det betød meget kort fortalt, at oprørsgrupper opstod rundt omkring i Syrien, og krigen blev en realitet.
 

Men hvad har alt det med Syrien at gøre med os?
Puk Damsgårds svar er: …fordi det rager os! For hende handler det nemlig om at fokusere på og formidle, hvad det vil sige at være menneske i en krigszone. Det er mennesker lige som os, men de lever i en kaotisk og utryg verden. Dette har bl.a. været udgangspunktet for hendes nye bog Hvor solen græder. Heri møder man hovedpersonen, Nour, som er Puk Damsgårds veninde. Navnet er dog opdigtet af sikkerhedsmæssige grunde. 

Nour er en syrisk veluddannet kvinde, som involverer sig i revolutionen, hvilket får nogle alvorlige konsekvenser. Ved at fortælle Nours historie og lægge vægt på det menneskelige aspekt mener Puk Damsgård, at hun kan gøre krigen i Syrien mere identificerbar og ”oversætte”, hvad der sker i en verden, som vi danskere kan have svært ved at forholde os til. Hun bruger ikke kun Nour, men også sig selv og sine oplevelser til at skabe identifikation og nærvær i bogen såvel som i foredraget.

Livet som journalist i et af verdens brændpunkter

Puk Damsgård fortsætter foredraget med at fortælle om at være journalist i et krigshærget land. Der er man ikke bare fluen på væggen - man bliver en del af historien og med til at ændre den. Når Puk Damsgård fx rejser fra et sted til et andet, risikerer de lokale chauffører at få regimet på nakken, hvis det opdages, at chaufføren hjælper en vestlig journalist.

Puk Damsgård sætter normalt sin uafhængighed af kilderne meget højt på sin journalistfaglige dagsorden, men det er helt umuligt i hendes nuværende situation. Hun er meget afhængig af lokale kilder både ift. sikkerhed og informationer og har desuden svært ved at tjekke ægtheden af kildernes oplysninger. En anden udfordring for Puk Damsgård og alle hendes kollegaer i Mellemøsten er kommunikationen til hjemlandet. Man ringer eller sms’er ikke bare lige på sin egen danske telefon. Nogle af hendes journalistkollegaer er blevet dræbt som følge heraf. Så kommunikationen ud af Syrien skal gå ad mange forskellige omveje.

At opleve livet på trods – mennesket er virkeligt sejt
Krigen er for mange syrere blevet en normaltilstand - og sådan skal det ikke være, pointerer Puk Damsgård med alvor i stemmen. Hun har været øjenvidne til, hvad en krig gør ved mennesker. Den udvikler hadet, hærder mennesker og gør dem immune. Hun har oplevet, hvordan en ung syrisk engelskstuderende gik fra at være poetisk, følsom og forelsket til at være en hærdet kriger med et tomt blik i øjnene. 

Men på trods af al krigens forrådnelse, had og kaos fortsætter Puk Damsgård sit meget risikofyldte arbejde som mellemøstkorrespondent. Det gør hun, fordi hun oplever, at livet fortsætter, selvom alt omkring er kaos. Jeg er ikke krigskorrespondent, men livskorrespondent, som hun udtrykker det. Hun ser og mærker nemlig livet på trods af krig. Eksempelvis bestemte en syrisk familie sig for at holde BBQ-fest en aften. De rullede gardiner ned, og mad og drikkevarer blev sat på bordet. Folk kom og hyggede sig til festen på tværs af religiøse skel og lukkede bogstavligt talt krigen ude for en stund. Her fortæller Puk Damsgård, at på sådanne tidspunkter oplever hun virkelig håb og liv på trods af alt det, der sker. Et andet eksempel, hun fremhæver, er en yngre fyr, som en dag kom hjem med en stor hjerteformet undskyld-kage til sin kæreste, fordi han havde sagt noget dumt. Det havde han overskud til at tænke på, selvom kuglerne fløj omkring ham. Det er de øjeblikke, der gør, at jeg kan holde ud til det, slutter Puk Damsgård.

Et foredrag med personlighed, nærvær og indsigt
Efter foredraget – kun afbrudt af en kort pause – kunne publikum stille spørgsmål til Puk Damsgård. Det udtrykte hun stor begejstring over, og jeg fornemmede virkelig, at det var oprigtigt ment. Der var dog heller ingen mangel på spørgsmål. Hun blev både spurgt om alt fra sit privatliv i Kairo, hvorfor hun valgte at blive mellemøstkorrespondent, hvordan det er at være kvindelig journalist i Mellemøsten og om hun kan tale arabisk.

Det var et virkelig godt og spændende foredrag, som gav et andet indblik i krigen i Syrien, end den man normalt bliver fodret med i medierne. Det var med et personligt touch, hvilket især også blev understøttet af hendes sjove og finurlige kommentarer, som var vævet fint ind i det seriøse og alvorlige emne, fx jeg har altid slik og snus med, når jeg bliver anspændt – ja, jeg ryger jo ikke, så noget andet skal jeg jo have med, og Jeg var ude at se oprørerne træne, men de var virkelig ikke særlig gode – en af dem var lige ved at skyde en anden i balden

Det, jeg også fandt særligt interessant ved foredraget, var den menneskelige vinkel på krigen i Syrien fremfor et fokus på de forskellige parter, der strides osv. Man fik nemlig som tilhører et indblik i Puk Damsgårds personlige univers og i hendes mange møder med det syriske folk, hvilket bevirker, at krigen i Syrien bliver nærværende på en helt anden måde. Det gav stof til eftertanke. Så jeg kan kun anbefale at høre et foredrag med Puk Damsgård eller læse hendes nye bog Hvor solen græder. På vej ud af døren blev jeg nemlig 200 kr. fattigere, men en meget spændende bog rigere. 

Foredrag: Hvor solen græder v. mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård
Tid: Tirsdag d. 9. september kl. 19.00
Sted: Aarhus Katedralskole
Arrangør: FOF Aarhus