Anmeldelse: Foredrag med Thomas Ubbesen

Billede af Thomas Ubbesen

Historien kommer af sig selv

Af Christine Mosbæk, studerende ved statskundskab, Aarhus Universitet

Efteråret har så småt meldt sin ankomst, og indenfor i den smukke foredragssal på Hovedbiblioteket er omkring 40 nysgerrige personer ved at dukke op. De har valgt at bruge denne aften i selskab med DR-journalist Thomas Ubbesen og hans fortællinger om dét at være DR’s udsendte journalist – oftest til krig og katastrofer. Allerede inden foredraget går i gang, er der en livlig småsnak blandt publikum om diverse krige og katastrofer, som de kan huske historier og nyhedsdækning fra. Der er ingen tvivl om, at det er et interesseret og nysgerrigt publikum, der er til stede.
Snakken forstummer hurtigt, da Thomas Ubbesen begynder sit foredrag. Alle er med det samme draget, da han fortæller om sin bog, som beskriver hans dækning af 22 begivenheder. Bogen udkommer i øvrigt dagen efter foredraget.  

Det er mit eget valg
Thomas Ubbesen fortæller om sit forhold til sit arbejde og de hårde historier og skæbner, han møder. Jeg fornemmer, at det ligger ham meget på sinde at fortælle: Der er overhovedet ingen selvmedlidenhed. Det er et privilegium – det er ikke hårdt. Det er en pointe, der kommer til at gå igennem hele foredraget. Ansvaret og konsekvenserne af de valg, han har truffet i sin karriere. Det er ikke synd for ham, at han skal stå i krigs- og katastrofezoner som Irak, Den Centralafrikanske Republik og Makedonien. Det er hans eget valg, at han ønsker at videreformidle historierne fra de områder. Og som han understreger, så har han været i branchen i 25 år – og han ville nødig have det anderledes.

Det journalistiske arbejde
Thomas Ubbesen fortsætter med at fortælle om arbejdet som journalist, bl.a. hvordan han får historierne fra de lokale, praktiske fornødenheder, risikovurderinger og lignende. Han får det at være korrespondent til at lyde let – nærmest som en leg. Så længe man bare er nysgerrig og har næsen med sig. Det handler om at være opmærksom på både historierne, men også på farerne omkring. For der er ingen facitliste over, hvad der skal dækkes – og kommer han med en plan, ja, så oplever han ofte, at det bliver med en helt anden vinkel eller med nogle helt andre indslag end forventet.
Og tilbage til valgene: Thomas Ubbesen er meget bevidst om, at de valg, han træffer i sin nyhedsdækning, har afgørende betydning for, hvordan seerne hjemme i Danmark opfatter situationen i det givne land. Men samtidig understreger han: Det er mediebrugerens opgave at være kritisk.

Et spændende og dragende foredrag
Thomas Ubbesen blev under hele foredraget ved med at drage os ind i sine fortællinger fra Haiti, Mali og Libanon, så det må siges, at han virkelig er god til at holde publikum fanget. Derudover fik vi et spændende og grundigt et indblik i, hvad der sker bag nyhedsdækningen. Det skal han have stor ros for. Jeg fik lyst til at læse hans bog lige med det samme, som handler om, hvorfor det er lettere at dække krige og katastrofer, når historien kommer af sig selv.

Foredrag: Bag kulisserne i katastrofedækningen v. DR-korrespondent, Thomas Ubbesen
Tid: Torsdag d. 25. september 2014 kl. 19.00
Sted: Hovedbiblioteket i Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus