Christine Feldthaus: Om moderne fællesskaber

Billede af Christine Feldthaus 

Er moderne fællesskaber andet end sociale medier?

Af Karina Christensen, kommunikationsstuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Tyve minutter før start varmer aftenens hovedperson, Christine Feldthaus, op med sit hvide og grønstribede strikketøj. De to strikkepinde bevæger sig tjept i luften. I samme tempo strømmer tilhørerne ind og ud ad døren for at proviantere sig med muffins, cookies samt øl og vand, inden foredraget begynder.

Mennesket er et flokdyr
”Hvor er det fedt, I gider det her” udbryder Christine Feldthaus, da hun indtager scenen for at sætte fokus på moderne fællesskaber. Vi indgår alle i dem uden måske at tænke nærmere over det: familie, venner, hobbyer, grupper på sociale medier mv. Hendes pointe er, at mennesket har et behov for at være social. Det fremgår eksempelvis i DR-programmet ’Alene i Vildmarken’. Et overlevelseseksperiment, hvor hver deltager skal klare sig alene i den norske vildmark med et minimum af hjælpemidler. Alene mod sult, kulde og sig selv. Christine Feldthaus påpeger, at det hverken er sult eller mangel på hjælpemidler, der knækker deltagerne. De går alle ned, fordi de er alene. ”Vi er flokdyr. Fællesskaber er det, der skal til,” forklarer hun.

Danmark er et foreningsland
Hele 2 ½ million danskere er medlem af DGI og DIF. Eller som Christine Feldthaus udtrykker det med sin vanlige ironi og glimt i øjet: ”2 ½ million danskere risikerer at få en fodvorte på en rullemadras.” Det er ikke kun idræt, der samler danskerne. Vi har fællesskaber som Folkefronten af Intelligente Danskere til Udvikling af Sproglig Omhu, Dansk Håndtryksforening og Alle os der har trukket i en dør, hvor der stod skub. ”Intet er for småt til danskerne,” bemærker Christine Feldthaus med et smil. På TV har hun udforsket mærkværdige fællesskaber. Blandt andet har hun besøgt en gruppe, der mødes hver lørdag for at slås mod hinanden iført middelalderbrynjer og sværd. Livsstileksperten indrømmer, hun havde en vis skepsis mod foretagendet. Med finurlige detaljer beskriver hun, hvordan hun blev iført en 30 kg tung brynje, får proppet en XL mundbeskytter i gabet og bevæbnet med sit sværd pludseligt brøler til sin modstander: ”Slå mig i gryden!” Og det gjorde han, så det gungrede. Fællesskaber kan vække noget til live, vi ikke tror, vi har i os.

Her og nu-fællesskaber
Mennesket er lige så socialt, som det altid har været ifølge Christine Feldthaus. Men måden, vi er sammen på, har ændret sig. Vi har mange kontakter, og det er vigtigt at bruge dem til at signalere vores holdning: Venligboerne, byttebørsen mv. Fællesskaberne er ikke længere langvarige, men opstår her og nu, som vi har behov for dem. Hun påpeger, at sociale medier netop giver os mulighed for med få klik at finde ligesindede, og mener, vi skal udnytte dem til at skabe fællesskaber. Hun giver dog også et råd til at gebærde sig på de sociale medier med på vejen: ”Meld dig ind i en Facebook-gruppe, du ikke er enig med uden at skrive luder. Vi behøver ikke sige alt, hvad vi tænker eller vise alle vores katte.”

Foredrag: Om moderne fællesskaber v. Christine Feldthaus
Sted: Katedralskolen i Aarhus
Tid: Tirsdag d. 21. marts kl. 19.00
Arrangør: FOF Aarhus