Rane Willerslev: TÆNK VILDT

Billeder af Rane Willerslev fra foredraget 'Tænk Vildt' hos FOF Aarhus

Rane Willerslev – Manden der tør tænke vildt!

Af Sidsel Witt Friborg, kandidatstuderende ved Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet.

Den danske Indiana Jones
Han er medlem af Eventyrernes Klub, nyudnævnt direktør for Nationalmuseet, tidligere leder af de etnografiske samlinger på Moesgaard museum i Aarhus og tidligere museumsleder for kulturhistorisk museum i Oslo. En mand der favner bredt og for nylig også forfatter til bogen ”Tænk Vildt” fra 2017, som han denne aften fortæller ud fra. Han vil sammen med os tilhørere hjælpe os ud af den kreativitetskrise, som han mener, vi står midt i, og som ikke kan producere kreative og innovative mennesker, som Danmark i fremtiden skal leve af.

Kreativitet – hvad er det?
Der ligger ifølge Rane Willerslev en meget simpel opskrift til grund for det at være kreativ: Man skal kunne flytte sin viden fra én sammenhæng over i en anden sammenhæng. Så nemt kan det lyde, men noget sværere er det at praktisere, bl.a. inden for vores uddannelsessystem hvor der tit er udstukket klare strukturer, som hæmmer de studerendes kreative udfoldelse. Så hvorledes skaber man kreativitet inden for rigide, udstukne rammer, spørger Rane ud i salen.

Hævd retten til at tænke VILDT!
Det er en klar forudsætning for det at være kreativ at kunne tænke frit. At tænke frit vil sige, at man kan tænke ud af boksen, gentænke noget på en ny måde eller simpelthen TÆNKE VILDT! Det indbefatter samtidig, at man er klar til at fejle. Men det er netop, hvad vores uddannelsessystem på nuværende tidspunkt ikke fremmer med dets målsætning om en korrekthedskultur, hvor der ikke fejles. Denne optagethed af korrekthed skaber, ifølge Rane, skrøbelige mennesker, som for alt i verden ikke må fejle, men som samtidig må sande, at verden er fuld af fejl.

Ens ”sande” verdensbillede synker i grus
I den forbindelse kommer Rane ind på begrebet om dannelse, som ifølge ham indbefatter, at man er åben og nysgerrig som menneske og kan tillade, at ens ”korrekte” verdensbillede kollapser i ny og næ i mødet med nye indtryk, hvilket gør, at man må bygge et nyt verdensbillede op. Man får på den måde et nyt udsyn eller en ny horisont, som er helt afgørende for ens kreativitet. Det udsyn fik Rane selv, da han for år tilbage levede i den sibiriske ødemark som pelsjæger blandt jæger-samlersamfund. Vi sidder alle og lytter intenst til Ranes medrivende fortælling om, da han var på flugt i den sibiriske ødemark fra den russiske mafia, og om hvordan den viden, han samlede i sin tid i Sibirien, blev brugt senere i hans omstrukturering af det kulturhistoriske museum i Oslo. Et ekstremt eksempel på at tage en viden, som er udviklet ét sted, ude i Sibiriens ødemark, og bruge det i en anden sammenhæng, nemlig inden for ledelse af et museum. Men det bar frugt, og Rane fik museet, som var tæt på bankerot, på fode igen. Derfor lyder opsangen til tilhørerne: TØR FLYT DIN VIDEN ANDRE STEDER HEN – TÆNK VILDT!

Foredrag:
Rane Willerslev: Tænk vildt!
Tid: Mandag d. 12. marts 2018 kl. 19.00
Sted: VIA Campus Aarhus C, Bygning A
Arrangør: FOF Aarhus