FOF INSPIRATION

Opskrift: Kartoffelpizza

Kartoffelpizza opskrift med toltørrede tomater og peberfrugt af FOF-underviser Mette Brogaard

Uhm...! Der er nu ikke noget så lækkert som en sprød pizzabund med lækkert fyld af kartoffel! I denne variation får kartoflen selskab af soltørrede tomater og peberfrugt, som sender dine smagsløg på en skøn solskinstur til Middelhavet.

Opskriften på vegetarisk kartoffelpizza er udviklet af vores kreative madunderviser Mette Brogaard, som bl.a. underviser i ayurvedisk madlaving. Du finder hendes kurser under Mad med omtanke.

Mette står også bag Facebooksiden Ayurvedisk kok, hvor du kan finde endnu mere inspiration til spændende, vegetariske retter.

Ingredienser til 3 kartoffelpizzaer:

Bund:

  • 1 spsk. olivenolie
  • ¼ pakke gær
  • Lidt salt
  • 400 g hvedemel
  • 100 g speltmel

Fyld:

  • 5-6 kartofler – koges i 5 min. og skæres i tynde skiver
  • 2 store dåser tomatpure
  • Pizzaost, evt. vegansk
  • 2 løg skåret i ringe
  • 1 glas soltørrede tomater
  • 1 stor rød peberfrugt skåret i tynde skiver
  • Friske tomater skåret i tynde skiver
  • Salt og peber
  • Tørret basilikum
  • Tørret oregano
  • Tørret merian 

Fremgangsmåde:

  1. Opløs gær og salt i 3 dl lunt vand. Bland mel heri. Dejen er løs og klistret, og det skal den være, dette giver en bedre dej. Ælt nu dejen godt – evt. i en røremaskine. Drys hænder med mel og form dejen rund. Herefter skal den hæve i en skål med lidt olivenolie i mindst 1 time et lunt sted.
  2. Når dejen er hævet og luftig, vippes den ud af skålen og formes i 3 lige store dele, som rulles ud til pizzaforme. Rul gerne dejen så tyndt som muligt, dette giver en sprød bund.
  3. Bag nu bundene i ovnen i 5 min på bagepapir ved 250 grader. Tag bundene ud af ovnen, med lad ovnen være tændt.
  4. Nu skal pizzaerne have fyld på og bages færdig i 10 min. ved 250 grader på samme varme bageplade.
  5. Lav gerne forskellige pizzaer, men fælles for alle er, at bunden skal smørres med tomatpuré, hvor de tørrede krydderier drysses på, og herefter drysses et tyndt lag ost og nogle løgringe.

God appetit!