FOF INSPIRATION

Opskrift: Svampetærte

Svampetærte opskrift af Trine Rubak, underviser i FOF Aarhus

Vores dygtige underviser Trine Rubak har udviklet denne opskrift på en lækker svampetærte, som helt sikkert vil være et hit på middagsbordet! Du kan både servere den som et måltid til aftensmaden, men det passer også rigtig godt ind på brunchbordet skåret i små stykker.

Svampene får en skøn smag, når de steges sammen med smør og friske krydderurter, og tærtes lækre fedme og fylde passer godt sammen med en frisk salat ved siden af.

Trine Rubak er underviser på flere af vores madhold, og du kan se alle madkurser her. Find også mere inspiration på Trines blog Suitfood, som er spækket med flere fantastiske opskrifter.

Ingredienser:

Dej:

  • 1 dl vand
  • ¼ dl olivenolie
  • 60 g groft rugmel
  • 90 g hvedemel

Fyld:

  • 350 g svampe
  • 1 stort løg
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g smør
  • 1 spsk friske timianblade
  • 1 spsk frisk persille
  • ½ tsk salt
  • Peber

Æggemasse:

  • 3 æg (str. M)
  • 1 dl friskost
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

  1. Pil og hak løg og hvidløg fint.
  2. Rens svampene for jord og skidt og skær dem i mindre stykker. Steg dem sammen med løg i smør i 3-4 min.
  3. Tilsæt hvidløg, timian og persille og steg til svampene er møre, og væden er fordampet (ca. 8 min). Rør i det jævnligt.
  4. Tag svampene af og smag til med salt og peber. Afkøl let.
  5. Tænd ovnen på 175 grader.
  6. Bland alle ingredienserne til dejen og rul den ud på et meldrysset bord. Kom den i en smurt tærteform (ca. 35x11 cm). Prik bunden med en gaffel og bag den i ca. 8 min.
  7. Når svampeblandingen er klar, kommes den i tærteformen.
  8. Pisk alle ingredienserne til æggemassen til en ensartet masse og hæld den ud over svampene.
  9. Bag tærten ved 200 grader i ca. 25 min.

 Velbekomme!