Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 6/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 6/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
I efteråret startede Lissi Rimmen til forberedende voksenundervisning (FVU) i matematik hos FOF Aarhus. Og hun er ikke i tvivl om, at det har gjort hendes verden større og hjælper hende i hverdagen – samtidig med at det faktisk er rigtig sjovt.
Af Line Thomsen
Foto af Jørgen Diswal
Lissi Rimmen, der til dagligt arbejder som fysioterapeut, beskriver sig selv som ”en ung kvinde på 67 år” med et smil i stemmen og fortæller, at det er mange år siden, hun sidst har gået i skole. Derfor var det udfordrende, da hun i efteråret startede med matematikundervisningen i FOF Aarhus. Lissi fortæller: ”Jeg synes faktisk, det har været rigtig spændende. Jeg må ærligt sige, at jeg har glædet mig hver gang, jeg skulle til det.” Det er på trods af, at Lissi møder ind til undervisningen direkte efter en til tider hård arbejdsdag. ”Men jeg får energi af det. Jeg synes, at det er skidesjovt,” griner hun. Undervisningen handler heller ikke kun om tørre tal, forklarer Lissi, men også om matematikkens historie og om at forstå forskellige sammenhænge. Særligt sidstnævnte er noget, hun kan bruge i sit arbejde: ”Jeg er blevet mere opmærksom på sammenhænge, og jeg synes, at jeg er hurtigere til at komme op med ting.”
Lissis interesse for matematik har eksisteret siden skoletiden: ”Jeg ville faktisk gerne have det lært, men jeg havde ikke nogen til at forklare mig, hvorfor det hænger sådan sammen. Jeg var nysgerrig om hvorfor.” Derfor roser hun sin nuværende underviser, Kadir, og forklarer: ”Den der tålmodighed der skal til fra Kadirs side, som fortæller det igen og igen. Det er virkelig dét, der giver pote.” Samtidig vokser Lissis nysgerrighed, jo mere hun lærer, og jo mere hun forstår. ”Nu begynder jeg jo at kunne forstå det. Jeg synes faktisk, matematik er rygende interessant,” fortæller hun grinende.
Lissi startede ikke alene på grund af sin interesse for matematik, men forklarer: ”Hvis man skal holde sin hjerne i gang, så skal man jo gå i krig med noget, som er nyt og anderledes.” Hun fortæller også, hvordan de nye matematikevner giver et selvtillidsboost, selvom hun grinende siger, at hendes selvtillid egentlig ikke fejler noget. ”Faktisk tror jeg, rigtig mange vil have gavn af at gå til FVU. Nogle har brug for at høre: Du er ikke dum. Du kan godt de der ting, du har bare aldrig rigtig fået det forklaret,” fortæller Lissi. Selvom andre sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor Lissi vælger at bruge sin fritid på matematik, så understreger hun, at det aldrig er for sent. For som hun siger: ”Det giver noget merværdi til hverdagen.”