Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 6/12 kan du se hele vores forårsprogram.
Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 6/12 kan du se hele vores forårsprogram.
Bliv klogere på børne- og ungdomsliv i det virtuelle rum.
I gamle dage legede man med dukker, i dag er man ”sammen” om en virtuel avatar, men legen er i udgangspunkt den samme. Sådan siger ungdomsforsker Søren Østergaard. Til dette foredraget bringer han perspektiver på de ”digitale indfødte”.
Ifølge Østergaard adskiller nutidens børne- og ungdomsliv sig i udgangspunkt ikke væsentligt fra tidligere tiders børne- og ungdomsliv. De leger stadigvæk ”røvere og soldater”, er sammen med deres venner og samler og bytter alt mellem himmel og jord. Derimod har rammen om disse aktiviteter ændret sig. ”Røvere og soldater” er blevet til Call of Duty, de bytter YouTube-klip i stedet for glansbilleder og reelt er de mere sammen end tidligere – men ofte ikke ansigt til ansigt.
Det store flertal navigerer i en ung alder hjemmevant i det digitale rum, de behandler hinanden ordentligt og deres primære frygt er ikke, at de møder ”klamme typer”, men om de mister et level i et spil. Udfordringerne i det virtuelle er især, at en lille gruppe ikke agerer kompetent, at børn og unge ikke altid overvejer de spor, de sætter, og at det virtuelle ofte er en voksenfri arena.
Til foredraget går vi i dybden med, hvordan børn og unge færdes på nettet, og vi besvarer spørgsmål som: Hvilke udfordringer møder de? Hvilke fodspor sætter de? Hvilken rolle har forældre i forhold til, at børnene bliver klædt godt på til deres færden i det virtuelle rum?
Søren Østergaard har siden 1995 primært forsket i børn og unges hverdag og værdier, deres deltagelse i fritids- og foreningsliv, deres voksenrelationer og trivsel. I dag er han en af de mest kompetente foredragsholdere på området, og han formår altid at give sine erfaringer og konkrete værktøjer videre til publikum.
Østergaard har skrevet en lang række bøger om børn og unge, bl.a. Gode idrætsmiljøer for piger (2018), Gutter, vi må holde sammen ellers bliver vi nakket - om tweens, trivsel og fællesskaber (2018), Unge i en præstationskultur (2016), Bliv klogere på de unge – og bliv en endnu bedre træner (2013) og Børneliv version 2.0 – perspektiver på tweens, fritidsliv og trivsel (2013).
Søren Østergaard er uddannet inden for samfundsvidenskab og teologi og har en ph.d.-grad i teologi fra Københavns Universitet om forandring i spændingsfeltet mellem tradition og kontekst. Derudover er han daglig leder af CUR (Center for Ungdomsstudier).