Skip to content

Glæd dig til d. 7. december, hvor du kan gå på opdagelse i alle forårets aktiviteter!

Foredragsholder Carolyne Kaddy Rasmussen. "Hovedet i himmelen og fødderne på jorden" FOF Aarhus.

Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Hovedet i himlen og fødderne på jorden

Oplev Carolyne Kaddu Rasmussen i en varmt og ærlig fortælling om hendes liv og de slag, der flere gange har ramt hende, vendt alt på hovedet og været ved at sende hende i gulvet - men også om hvordan hun har vundet disse kampe.

Carolyne Kaddu Rasmussen stammer fra Uganda, hvor hun i 1970 blev født ind i landets overklasse med forældrenes forventning til, at hun skulle følge i sin fars fodspor som læge. Hendes liv formede sig dog på ingen måde således…

Som meget ung mor og vildt forelsket i en politiker blev hun alvorligt berørt af den politiske situation i landet i starten af 1990’erne. Hendes mand måtte flygte ud af landet af politiske årsager. Mandens bror, der skulle hjælpe Carolyne, blev kort efter mandens flugt selv slået ihjel, og Carolyne, der var højgravid med andet barn og havde første barn i hånden, undslap med nød og næppe.

Efterfølgende levede hun på må og få og i skjul hos familie og slægtninge, inden det lykkedes hende at blive genforenet med sin mand et år efter- nu i Danmark, som manden var flygtet til. Lykken var dog knap, for hendes mand var knækket og ramt af både flugten og mødet med en ny kultur. Enden blev en skilsmisse – ikke mindst af hensyn til børnenes trivsel  og nu stod Carolyne alene tilbage med fire børn i et nyt land med et nyt sprog og en ny kultur.

I dag har Carolyne fem børn og er gift med en dansk mand. I de alvorlige udfordringer og drastiske omvæltninger, som livet har bragt hende, har hun altid holdt godt fast i to ting: Hold hovedet i himlen og fødderne på jorden. Altså: at have håb og drømme for livet og mod til at gå efter dem, samtidig med at man er “grounded”, ydmyg og imødekommende og har evnen til at møde andre mennesker, hvor de er.

Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.