Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 8/6 kan du se hele vores efterårsprogram.

Julekoncert med Højlund & Holmsgaard

Julekoncert med Højlund & Holmsgaard

Højlund & Holmsgaard spiller sprudlende nye arrangementer af sange og viser fra Norden

Duoen består af Ingeborg Højlund på sang og guitar og Uffe Holmsgaard på forskellige strengeinstrumenter: guitar, cittern og mandolin. Sammen søger de ned i traditionens muld for at grave skjulte skatte frem til overfladen, og deres sprudlende arrangementer får velkendte sange til at lyde dugfriske.

Kombinationen af rå strengeinstrumenter og vokal klarhed skaber duoens særegne, folkemusikalske lyd og inviterer ind i et intenst og intimt rum. Deres repertoire rummer sange, som med enkle ord beskriver tilværelsen, naturen og livet mellem mennesker.

Om musikerne:

Ingeborg Højlund er sanger og dirigent og har en alsidig baggrund i både rytmisk og klassisk musik. Hun har medvirket som solist i Aarhus Jazz Orchestra, og hun arrangerede og sang med i det spektakulære korværk ved den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Hun har de seneste år været tilknyttet Aarhus Teater, hvor hun har gjort sig bemærket både som sanger, arrangør og dirigent. Ingeborg sang og bearbejdede bl.a. den danske sangskat på de reumertvindende forestillinger Erasmus Montanus og Lyden af de skuldre vi står på.

Uffe Holmsgaard er autodidakt spillemand og elsker klangen af strengeinstrumenter. Han har de seneste mange år udforsket musik fra mange områder i Europa, særligt græsk, svensk, norsk og dansk folkemusik. Ved siden af musikken har han forsket i oldkirkens poesi og kirkesang og boet i Sverige, hvor han gik i lære hos en spillemand.

De to musikere har i mange år spillet sammen i forskellige sammenhænge. De har spillet i ind- og udland og udgav i 2016 et album med folkeorkestret Psalmodie.

Der serveres gløgg og æbleskiver til arrangementet (inkluderet i prisen).