Skip to content

Tak for din interesse. Fra d. 28. september kl. 17.00 kan du desværre ikke tilmelde dig kurser, fordi vi opdaterer alle aftenskolens IT-systemer. Tilmeldingen åbner igen d. 2. oktober kl. 07.00. Vi glæder os til at høre fra dig.

Udsigt over vand i Taiwan, foredrag i FOF Aarhus

Taiwan: Et sprængfarligt demokrati

Taiwan: Et sprængfarligt demokrati

I dette foredrag skal vi forstå noget af baggrunden for konflikten mellem Kina og Taiwan, herunder hvorfor Taiwan ofte bliver omtalt som det næste mulige Ukraine. Vi skal også dykke ned i, hvad det er, der gør Taiwan, et land med 24 millioner indbyggere på størrelse med Jylland, til noget særligt, og hvorfor verdens øjne er stift rettet mod Taiwan-strædet.

Taiwan har haft en omskiftelig historie som bl.a. hollandsk koloni, sørøverrige, japansk koloni og hjemsted for en diktator, hvis eneste mål var at udrense Kina for kommunister og generobre landet. I dag fremstår øen dog, ifølge flere undersøgelser, som den mest demokratiske stat i Asien. Alligevel er den mægtigste stat med diplomatiske forbindelser til øriget Vatikanstaten, og landet må ikke være med i FN.

I foredraget skal vi undersøge, hvorfor langt de fleste taiwanere, inkl. de mange der er efterkommere af soldater, som satte deres liv på spil for at bekæmpe kommunismen, ikke ønsker, at Taiwan skal blive en del af Kina igen. Hvorfor de på trods af deres kinesiske rødder ikke opfatter sig som kinesere, og hvorfor en officiel udnævnelse af Taiwan som en selvstændig stat sandsynligvis ville udløse tredje verdenskrig med stor opbakning fra den kinesiske befolkning.

Præsidentvalget i Taiwan i begyndelsen af 2024 kommer til at stå mellem kandidater, der modarbejdes af Folkerepublikken og mindst en kandidat, som Folkerepublikken Kina anser for tålelig. Præsidentvalgets afvikling, resultat og modtagelse kommer til at give et fingerpeg om, hvordan klimaet hen over Taiwan-strædet bliver de næste fire år. Dét kommer til at spille en central rolle i foredraget.

Om Jesper Willaing Zeuten

Jesper er lektor i kinesiske områdestudier ved Aalborg Universitet. Han har bidraget til bøger om emnet, har boet i Taiwan og Kina i flere år og læser og taler kinesisk.