Livet er fyldt med op- og nedture, kærlighed og kriser, fællesskaber og ensomhed. Paradokser er et livsvilkår.
Tag med til et inspirerende fyraftensforedrag, hvor psykolog og forfatter til bogen Livsledelse – lev det liv, du drømmer om (2022), Mette Tingstrup, giver inspiration til at komme i gang med at tage vare på livet. Med udgangspunkt i teori, eksempler og øvelser viser hun os, hvordan man bevarer energien og finder sine ønsker og drømme frem igen.
Med livsledelse tager man ansvar og ejerskab for sit eget liv ved at balancere paradokserne med deres spændinger og modsatrettede krav. Livsledelse handler om at leve og ikke bare overleve, om at lade sig rive med af livet og samtidig sætte en retning – og om at være forpligtet på andre og stadig varetage sine egne behov.
Det er et foredrag til alle, der ønsker at blive bedre til at leve det liv, de drømmer om – det gælder både arbejdslivet og privatlivet.
"Det er ikke så tit, at danske psykologer inviterer os inden for i deres reelle praksis, men det gør Mette. Som læser fornemmer man mennesket bag psykologen. Klienterne i Mettes praksis, som vi kan lytte til i bogen, er tydeligvis rigtige mennesker med menneskelige problemer. De keder sig, de er udmattede, de mister energien, og de vil gerne have mere livsfuldhed, mere leg og mere energi i deres arbejde. De er i vildrede, og de opsøger Mette for hjælp." – Lene Tanggaard, bogens forord.
Mette Thingstrup (cand.psych.aut.) har mere end 10 års erfaring med at hjælpe ledere til at navigere i deres liv som ledere og som mennesker. Hun har ført samtaler med over 500 mennesker, primært inden for ledelsesfeltet, og varetaget talrige interventioner i organisationer.
Mette Tingstrup er indehaver af Thingstrup Erhvervspsykologi, forfatter til en række artikler om ledelse og medforfatter til bogen om Folkehuset Absalon.
Thingstrup siger selv om tilblivelsen af Livsledelse – lev det liv, du drømmer om (2022): ”Bogen er blevet til under corona-epidemien, men dens eksempler dækker hele spektret af menneskelige overvejelser om livet. Jeg har dog oplevelsen af, at mange – ikke bare ledere – netop i pandemiens kølvand har fundet anledning til at stoppe op. Jeg har set, hvilken livsgnist og glæde der kan komme ud af at tage livet på sig. Desværre har jeg også på tæt hold set det det modsatte.”
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.