Hvordan genkender du en narcissist? Hvad er perspektiverne for forholdet? Hvad kan du gøre i relationen til en narcissist? Og hvad skal du ikke gøre? Få redskaberne ved dette foredrag.
Vi kender alle nogen, som har brug for opmærksomhed. Nogen som ved alt bedst. Som føler sig mere værd end andre. Der kan være tale om en narcissist, og en relation til en narcissist kan være krævende.
Narcissister kan være utroligt vanskelige at gennemskue, det er, som om de har to personligheder. De kan være charmerende, venlige og intelligente og tilsyneladende fungere godt udadtil. Men når man lærer dem at kende, vil man opdage, at de har en dybt problematisk adfærd med manipulation, kontrol og løgne. De har ingen empati, ingen forståelse eller respekt for andres grænser og behov, og de ødelægger de mennesker, der kommer følelsesmæssigt tæt på. Både mænd og kvinder kan have det narcissistiske træk i personligheden, og vi møder dem alle vegne.
Kom og hør coach og forfatter Susanne Møberg fortælle om, hvad der kendetegner den narcissistiske adfærd og opførsel, og hvad den gør ved det menneske, der kommer følelsesmæssigt tæt på. Hør om, hvad der skal til, for at man kan komme fri af forholdet og godt videre, eller hvordan man kan håndtere kontakten, hvis den er nødvendig, fx fordi man har fælles børn.
Om Susanne Møberg:
Susanne Møberg er en erfaren og inspirerende foredragsholder med meget på hjerte. Hun er uddannet pædagog med særlig interesse for psykologi og personlig udvikling og har tidligere arbejdet inden for børne- og voksenpsykiatrien. Hun har haft egen virksomhed i næsten 30 år og har specialiseret sig i det særligt sensitive og det narcissistiske personlighedstræk.
Susanne har mange personlige samtaler med personer, der er eller har været følelsesmæssigt tæt på en narcissist. Hun er forfatter til 16 bøger - bl.a. bøgerne Forelsket i en narcissist?, Glad igen efter en narcissist samt Derfor forelsker du dig i en narcissist. Flere af bøgerne er oversat og udkommet på tysk, norsk, hollandsk og fransk.
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.