Skip to content
Jerk Langer, foredragsholder, FOF Aarhus. Antiinflammatorisk kost.

Spis dig sund – antiinflammatorisk kost og collagen

Spis dig sund – antiinflammatorisk kost og collagen

Kan du spise dig til et højere humør og et lavere smerteniveau? Kan kosten få dit blodtryk og dit kolesteroltal på plads? Og kan din energi og dit overskud blive større ved hjælp af kosten?

Ifølge Jerk W. Langer er sund mad hverken kedelig eller præget af afsavn. Mad kan være et perfekt supplement til medicin. Jerk fortæller i første del af foredraget, om hvornår anti-inflammatorisk kost kan være svaret på nogle af ovenstående spørgsmål.

I foredragets anden del sætter Jerk W. Langer fokus på et af tidens helt omdiskuterede kosttilskud: collagen. Kan collagen hjælpe dig til smidigere led og stærkere knogler? Kan det virkelig gøre noget ved rynker? Forbedre din restitution efter træning? Gavne din tarmflora og fordøjelse? Lovprisningerne af collagen er mange! Men er der hold i dem? Jerk W. Langer har talt med forskere fra hele verden om collagens effekt. Få konklusionen på, hvad der er fup og fakta om collagen.

Foredraget bygger på forskningsbaseret viden. For både anti-inflammatorisk kost og collagen lovprises på de sociale medier. Men hvad skal vi tro? Hvad er sandt, og hvor meget er useriøs markedsføring? Få de svar, forskningen har fundet.

Bliv både oplyst, underholdt og inspireret med mange praktiske råd, et par gode grin, samt venlige puf bagi med både reel viden og konkrete løsninger. Du kan spørge løs og blive mødt helt uden løftede pegefingre.

Om Jerk Langer:
Jerk W. Langer er læge og forfatter til adskillige bestsellere, bl.a. 21 helbredende dage med antiinflammatorisk kost, Sundt blodtryk på 14 dage, Collagen – stærk, sund og smertefri og Sænk dit kolesterol. Han er desuden vært i flere tv-programmer.

Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.