Skip to content
Viborg Domkirke i sollys. Højskoledage: Kunst, kultur & arkitektur. FOF Aarhus.

Højskoledage: Kunst, kultur & arkitektur

Højskoledage: Kunst, kultur & arkitektur

Tag med FOF på Højskoledage i Midt- og Østjylland!

Højskoleleder: Marianne Dall, kunstner og cand.mag. i kunsthistorie

Kom med på FOF’s nye Højskoledage, hvor vi over fire dage skal pleje vores fælles interesse for kunst og kultur gennem et bredt og indholdsrigt program med morgensamlinger og gruppeudflugter til kunstmuseer, kunstudstillinger og kulturhuse. Her bliver der god mulighed for at slippe snakken fri i bussen og over frokosterne i det grønne, så vi kan lære hinanden at kende.

Højskoledagene giver dig mulighed for at tilgå kunst, arkitektur og byrum på nye måder. Du får æstetiske oplevelser i smukke og stemningsfulde omgivelser med kunst samt i det danske sommerlandskab i godt selskab af din vært – kunsthistoriker Marianne Dall – og dine højskolevenner.

Tilmeldingsfrist: fredag 6. august 2021

Dagsprogram:

Vi starter dagen på bedste højskolemanér med morgensang, kaffe og introduktion til dagens aktuelle emne indenfor kunst, arkitektur og kultur. Så er vi fagligt klædt godt på til at få et stort udbytte af de planlagte besøg.
I busturen mod nord, syd og vest vil vi tale mere om destinationernes kunst og kultur. Højskoledagenes fokus er på billedkunst og på de arkitektoniske rammer, som kunsten er placeret i. Dette vedrører især kunstmuseer men også kulturhistoriske bygninger samt kulturhuse. Dertil kommer kunsten i de charmerende byrum, vi krydser på vores vej.
På museerne lukker lokale fageksperter os indenfor og giver os indsigtsfulde præsentationer af særudstillinger og konkrete værker samt af kunstsamlinger, vi normalt ikke har adgang til.
I den store billedskala ser vi figurative kalkmalerier i Viborg Domkirke formidle bibelfortællinger, mens museumsvægge med abstrakte oliemalerier vidner om andre kunstneriske processer og formål. Blandt de mindre billedformater er akvarel, tegning og grafik, som bringer os tæt på kunstneres mestring af teknik og evne til at omsætte motiver og sansning til billedsprog.

Dag 1: Viborg Domkirke og Viborg Kunsthal
Tirsdag 17/8 kl. 09.30-cirka 16.00
Besøget i Viborg giver indblik i byens historiske position, når vi træder ind i Viborg Domkirkes imponerende kirkerum med total-udsmykning. Udenfor fornemmer vi byens stemning og går til den tidligere brænderigård. Her er brændevinsproduktion for længst erstattet af samtidskunst med internationalt format, som udfordrer os med nye udtryksformer og samfundsrelevante spørgsmål. De udstillende kunstnere får os til at reflektere over menneskelig eksistens og viser eksempler på, hvor kunsten er på vej hen.
Særudstillinger: Kathrine Ærtebjerg og Henrik Menné.

Dag 2: Horsens Kunstmuseum og Odder Museum
Onsdag 18/8 kl. 9.00-cirka 15.30
I Horsens skal vi se kunstmuseets stoflige 80’er malerier og samtidskunst herunder et skulpturprojekt af multikunstneren Bjørn Nørgaard. Desuden bliver det et højdepunkt at nærstudere museumssamlingens papirarbejder af Michael Kvium. Efter frokost i det fri kører vi til Odder og oplever en del af Moesgaard Museum i det hyggelige lokalhistoriske kulturmiljø Odder Vand- og Dampmølle. I den tilhørende moderne museumsbygning ser vi malerier, blandform og installationer udfordre os på spørgsmålet hvad er kunst? Vi får også tid til at nyde en kop kaffe og se lidt på nærmiljøet.
Særudstilling: Horsens Kunstmuseum: Bjørn Nørgaard.
Særudstilling: Odder Museum: Finn Have – Crossover.

Dag 3: Museum Jorn og Kunstcentret Silkeborg Bad
Torsdag 19/8 kl. 9.00-cirka 15.30
I Museum Jorns smukke arkitektur får vi uddybet fortællingen om Asger Jorns liv og kunstneriske inspiration i Sydeuropa. I udstillingen indgår mere end 50 sprudende værker af Miró, som indikerer hvordan kunstnernes veje har krydset. Museum Jorn skriver ”Det bliver et gnistrende sammenstød mellem Mirós sydeuropæiske idealisme og Jorns eksistentialisme.”
En lille bustur fører os gennem Silkeborgs frodige omgivelser til endnu en kulturhistorisk bygning, Kunstcentret Silkeborg Bad. Vi nyder de charmerende udstillingsrammer, og omvisningen vil bringe os tæt på museets vigtige samling af ældre grafiske værker.
Særudstilling Museum Jorn: Miró & Jorn.
Særudstilling Kunstcenter Silkeborg Bad: H.C, Andersens eventyr på cubansk.

Dag 4: Kunstmuseet Aros, Godsbanen og New Aarch
Fredag 20/8 kl. 9.00-cirka 15.00
Besøget på Aros åbner for kunsthistoriske tolkninger, som tilfører os ekstra forståelseslag til billedkunst. Gennem indsigt i udvalgte kunstneres stil og formidling af billedmotiver, forstår vi kunstens rolle i et historisk og internationalt perspektiv.
Godsbanen – byens kulturproduktionshus – byder på stemningsfuld arkitektur som støtter fortællingen om stedets tidligere jernbaneaktiviteter. Efter en veltilberedt frokost i gårdhaven (hvis vejret er med os), besøger vi den næsten færdigbyggede nye arkitektskole, New Aarch og får en rundvisning. Højskoledagene afrundes med kaffe og kage i Plantecaféens hyggelige omgivelser.
Særudstilling Aros: Elisabeth Jerichau-Baumann - Mellem verdener.
New Aarch:
Integreret kunst.

Praktiske oplysninger:

Højskoledagene omfatter fire dages ekskursion. Hver dag serveres der kaffe og lidt sødt, hvilket er inkluderet i prisen. Madpakker skal medbringes dag 1, 2 og 3, hvor vi spiser sammen i det grønne. Der er mulighed for at få kølet madpakken ned i bussens medbragte flamingobokse. Vi afslutter de fire dejlige Højskoledage med en fælles frokost dag 4 på Spiselauget terrasse og herefter kaffe/kage på Plantecaféen, hvilket også er inkluderet i prisen.
Alle dage mødes vi i FOF Aarhus på Søren Frichs Vej 36D, lokale 1D, hvor Højskoledagene har sin faste base. Dag 1, 2 og 3 hentes vi med bus ved FOF på Søren Frichs Vej 36D og tager på dagens ekskursion. Hjemkomst med bus ved FOF, Søren Frichs Vej 36D. Dag 4 går vi sammen til Aros og slutter på Plantecaféen nær ved.

Inklusiv i prisen er entré og rundvisning alle dage, bustransport t/r, kaffe og te til morgensamling samt kaffe og sødt hver dag efter frokost, samt en fælles frokost på dag 4 ved Spiselauget (dagens ret, inkl. 1 saft/sodavand), kaffe/te og kage på Plantecaféen.

Bemærk venligst: Tilmelding forudsætter at du er godt gående, da vi på dag 4 vil gå til byen.