Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 8/6 kan du se hele vores efterårsprogram.

Romerriget, historie, Kulturhøjskolen i FOF Aarhus

Historie - Kulturhøjskolen

Byzans – det græske Romerrige

v/ Uffe Holmsgaard Eriksen, cand.theol., ph.d.

Det siges ofte, at Romerriget gik under i 476 e.Kr. Men det er kun den halve sandhed. For mens den vestlige halvdel af Romerriget rigtigt nok gik under i slutningen af 400-tallet, så bestod den østlige halvdel af Romerriget helt frem til midten af 1400-tallet.

Vi skal i dette forløb følge den fascinerende og ca. 1.000 år lange historie om det østlige Romerrige med hovedstad i Konstantinopel (Istanbul). En historie fyldt med intriger, farverige personligheder, store krige, korstog og kultur. Fælles for hele perioden var det græske sprog, bevarelsen af den antikke kultur og lærdom samt kristendommen.

Vi begynder forløbet med at ridse hovedtrækkene i det sene Romerrige op. Tiden hvor kejser Konstantin den Store grundlægger en ny hovedstad, Det Nye Rom, ved Bosporus-strædet og gør kristendommen til en tilladt religion i årene 313-324. To århundreder senere indtager Justinian kejsertronen. Han står bag det monumentale kirkebyggeri, Hagia Sofia, som igennem det meste af middelalderen var verdens største kirke.

Vi skal høre mere om billedstorm og græsk ild, om den makedonske renæssance, om bruddet med den romersk-katolske kirke, om korstogene og om rigets sidste periode, hvor de tyrkiske osmanner langsomt erobrer riget bid for bid, indtil Konstantinopel falder i maj 1453.

Byzans, som Konstantinopel oprindeligt hed, byder på en fremmed – og alligevel velkendt – verden med klassisk kultur og kristendom side om side, med underfulde ikonmalerier, inciterende kirkesang og en spiritualitet, som vi stadig genfinder i lande med ortodokse kirker, fx Grækenland og Rusland. Det er lande, som på mange måder viderefører Byzans som en levende kulturarv.

Mandage kl. 9.30-13.30. Hold nr.: 6090
Undervisningen foregår i lokale 2.5 på Fjordsgades Skole.

Underviser ved Kulturhøjskolen Uffe Holmsgaard Eriksen

Om Uffe Holmsgaard Eriksen
Uffe Holmsgaard Eriksen er cand.theol. og ph.d. i kirkehistorie. Uffe forsker i byzantinsk poesi ved Syddansk Universitet og er timelærer ved læreruddannelsen på VIA i Aarhus.

Historie er en del af Kulturhøjskolen.