Skip to content

Vi oplever travlhed og forsøger at besvare alle telefoniske henvendelser. Kan du ikke få fat i os, så send os meget gerne en mail.

mail@fof-aarhus.dk

Vi har fået ny hjemmeside og arbejder på at løse tekniske problemer. Hvis du har foretaget et køb online mellem den 24/6-6/7 og IKKE har modtaget en bekræftelse og faktura pr. mail, bedes du kontakte os.

Billede af interiør i Operaen i Göteborg

Kulturrejser

Kulturrejser med FOF Aarhus

FOF Aarhus arrangerer hvert år flere specialrejser, som er skræddersyet til dig, der har helt unikke rejseønsker.

Hvert år kan du komme med på både kultur- og operarejser, og vi er netop nu i fuld gang med at planlægge de næste operarejser til foråret 2021, som denne gang går til Hamborg og til Stockholm.

Rejselederne på turene er: pianist Vibeke Lundgren Nielsen og Kia Bertelsen, FOF Aarhus.

Staatsoper og Elbphilharmonie i Hamborg
1.-3. februar 2021
Det bliver en storslået aften, når vi i Staatsoper Hamborg skal se Massenets opera Manon med Elsa Dreisig i titelrollen. Den betagende forestilling er en lyrisk tragedie om at træffe skæbnesvangre valg og om handlingernes fatale konsekvenser. Til operaen oplever vi Massenets indtagende musik, som rummer en perlerække af iørefaldende arier.

I Elbphilharmoniens Store sal hører vi symfonier af Haydn og Prokofiev og en koncert for mandolin og orkester af Avner Dorman. Vi oplever den israelske solist Avi Avital, som har spillet med førende orkestre i hele verden. Hans repertoire rækker helt fra barokmusik til mere end 100 nutidige kompositioner skrevet specielt til ham af forskellige komponister.

Den Kongelige Opera i Stockholm
7.-11. maj 2021
Til maj danner den historiske og smukke Stockholms Kgl. Opera ramme om Wagners eneste komiske opera, Mestersangerne i Nürnberg, som handler om, hvordan tradition og kultur kan ændre sig gennem kunsten. Teksten bygger på historiske begivenheder i 1500-tallet og drager os helt ind i Wagners univers.

Vi skal også nyde en af Verdis mest populære operaer La Traviata, som er en gribende historie om umulig kærlighed i en verden, hvor hæmningsløst begær og moralsk hykleri sætter dagsordenen. Alt sammen fortalt gennem Verdis vidunderlige musik.

Mere info om tilmeldingen, samt programmerne for rejserne, vil være klar i løbet af august.