Birkebark er et sjovt materiale med et hav af muligheder!
På dette kursus lærer du materialet at kende, og vi skal fx lave bøtter og flette kurve – og lade fantasien lege med de mange muligheder. Vi syr med rødder, fletter med strimler og laver flotte tampede mønstre.
Birkebark er både vandafvisende, letantændeligt og har en lang holdbarhed. Derfor har det altid været en del af vores historie, og siden stenalderen har man bl.a. brugt det til soveunderlag, knivskæfter og undertag på huse.
På weekendkurset holder vi os til de lidt mindre projekter, men vi dykker ned i historien, så du bliver klogere på birkebarkens anvendelse, mens vi genopliver det gamle og lidt glemte håndværk.
Det kræver ingen forudsætninger at være med – kun lysten til at prøve noget nyt!