Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 6/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.

Birgitte Possing, EmmaHolten (foto: Claudia Vega) og Anne-Sophia Hermansen. Foredragsholdere i FOF Aarhus

Særpris til Studenterhusets medlemmer: Kvinde kend din økonomi – og værdi

Særpris til Studenterhusets medlemmer: Kvinde kend din økonomi – og værdi

Bliv klogere. Bliv underholdt. Bliv udfordret. Når debattør Emma Holten og professor Birgitte Possing i samtale med journalist Anne Sophia Hermansen detonerer et sprængfarligt emne: kvinders økonomiske værdi.

Det bliver en spændende aften i Stakladen, hvor vi går i dybden med det historiske og samtidige aspekt på kvinder og økonomi. For intet sted er ulighed mere synlig end i vores økonomi.

Vi kommer vidt omkring. Vi skal tale om danske kvinders økonomiske rettigheder og muligheder historisk og i dag. Gøre op med tradition og forfejlede antagelser. Diskutere hvorfor Danmark har tabt og stadig taber kvinders talent og værdi. Overveje hvordan fx omsorg og tid til hinanden reelt burde værdisættes. Vi skal udfordre hierarki og status og samtale om de mange påtrængende emner inden for økonomi og værdi.

Kom med ind i et historisk og samtidigt minefelt, når de tre kvinder inviterer dig med til en samtale om generobringen af kvinders værditilskrivning – rent økonomisk.

Der vil være rig lejlighed for at inddrage sig i debatten efter samtalen.

Oplev tre enestående kvinder til Samtalesalonen, hvor Birgitte Possing og Emma Holten er debattører, mens Anne Sophia Hermansen er moderator.

Om Birgitte Possing, Emma Holten og Anne Sophia Hermansen

Birgitte Possing er forsker og forfatter med baggrund i historie og etnografi. Hun har været leder af Kgl. Biblioteks Håndskriftafdeling, Kulturministeriets Forskningsudvalg, forskningschef for Nationalmuseet og direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter. Hun er og har været medlem af et utal af udvalg og bestyrelser i kultur og videnskab i Danmark og udlandet, nu bl.a. Danmarks Grundforskningsfond. Birgitte Possing har haft en længere karriere som leder på forskellige kultur- og forskningsinstitutioner, men vendte i 2005 tilbage til forskningen. Hun er prisbelønnet forfatter til flere store og små biografier og metodiske værker om biografier. Seneste udgivelse er den debatskabende bog Argumenter mod kvinder (2018).

Emma Holten er debattør og foredragsholder med en uddannelse inden for kultur og køn. Emma Holten blev oprindelig kendt i Danmark og internationalt for i 2014 at tage til genmæle mod hævnporno. Nøgenbilleder af hende blev spredt på internettet i 2011, mens hun læste på Københavns Universitet. Denne oplevelse førte til hendes engagement som aktivist for retten til privatliv på internettet og samtykke. Emma Holten er siden blevet kendt som en af de unge stemmer i dansk feminisme. Emma Holten har været redaktør på magasinet Friktion, som hun var med til at stifte i 2011, og i dag er hun kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS. Hun skriver på bogen Underskud – om feministisk økonomi til udgivelse i 2024.

Anne Sophia Hermansen er kulturkommentator, kritiker og litteraturhistoriker på Weekendavisen og har tidligere været kulturredaktør og redaktionschef (2017-2020). Hun har været pressechef i den finansielle sektor samt radiovært på Radio24Syv og tv-vært på Danmarks Radio. Hun har i mange år arbejdet med at analysere tidsånden og kulturens betydning for vores lykke og oplevelse af meningsfuldhed. Hermansen er flere gange blevet fremhævet som en person med stor indflydelse på samfundsdebatten i Danmark. Hun har således figureret flere gange på Politikens årlige liste over landets mest markante meningsdannere, og hun er blevet udvalgt af Alt for damerne som en af 11 kvinder med størst indflydelse i Danmark.