Du skal være den andens lykkes smed - Om det forpligtende fællesskab og det meningsfulde liv
Folkeoplysningens opgave har altid været at give en tolkning af tilværelsen og meningen med livet og bidrage til skabelse af folkelige fællesskaber. Den opgave er det presserende at nytænke, fordi vi lever i et accelerationssamfund, hvor tempoet i livskarrusellen løbende sættes op. Den mest sikre konstant hedder forandring. Det har gjort stress og angst til folkesygdomme, samtidig med at krig og klima øger ængstelsen for livet.
”Det er den tid, du spilder på din rose, der gør den værdifuld for dig,” siger Antoine de Saint-Exupéry i Den lille prins. I det citat tager Erik Lindsø sit afsæt. Som han siger: ” Folkeoplysningen skal øge livsmod, livslyst og livsglæde. Det vi glædes ved i livet, får vi behov for at dele med andre. Livsglæden er derfor en sokkel under bæredygtige fællesskaber”.
Og han tilføjer: ”Folkeoplysningen skal tage et opgør med individualismen. Vi er ikke vores egen lykkes smed, vi er de andres. Vores opgave er at aflevere et meningsfyldt samfund til vores børn – og netop et sam-fund, ikke et hver-for-sig-fund”.
Glæd dig til et tankevækkende og humørfyldt oplæg, der vil være vitaminer til din virketrang.
Efter Erik Lindsøs oplæg er der naturligvis mulighed for at stille spørgsmål og der lægges op til dialog. Skoleleder Lene Fribo vil præsentere FOF Djurslands nye initiativ - Ambassadør for fællesskabet, hvor formålet er at nå nye og andre målgrupper og overfor dem sætte fokus på, hvordan folkeoplysende aktiviteter skaber inkluderende fællesskaber med trivsel i højsæde. Måske er det noget for dig at blive en del af FOF’s ambassadørkorps? For jo mere du giver – jo mere får du. Som FOF-ambassadør kan du gøre noget godt for dine omgivelser – og dermed også for dig selv. Men kom, lyt, og døm selv.
I pausen serveres der kaffe/te og kage.
VEL MØDT til en meningsfuld og inspirerende aften i godt selskab.