Skip to content

Vi er i fuld gang med at opdatere siden med nye spændende kurser, foredrag og ture. Vi åbner løbende for tilmeldinger og senest den 1. juli kan du se hele vores efterårsprogram. Finder du ikke det du søger, så kom forbi vores side senere og tjek vores hold. Du kan også tilmelde dig vores nyhedsbrev og få nyheder direkte i din mailboks.

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen - Mere livsglæde, mindre stress - forstå dit indre savannemenneske

Lisbeth Zornig Andersen

Mere livsglæde, mindre stress - forstå dit indre savannemenneske

Vores kroppe og hjerner er i virkeligheden bygget til noget helt andet, end det liv vi lever i dag. Vi mennesker har som art udviklet os gennem mange tusinder af år på savannen. Livet i flokken på savannen formede os mentalt og fysisk til hvad vi er i dag – klodens dominerende art, der nu former verden efter vores vilje.

Men selv om vi i dag lever i en moderne asfaltjungle, har vi stadig genetisk et sind og en krop, der blev skabt til noget andet, og som endnu ikke har tilpasset sig de 'nye' moderne omgivelser. Derfor oplever vi ofte et mismatch mellem vores savanne-udviklede behov og det moderne samfunds krav og vilkår. Det skaber mistrivsel.

Lisbeth Zornig Andersens opfordring er, at vi bruger et øjeblik på at lære vores indre savannemenneske at kende. De følelser, det navigerer efter, de fysiske behov, det har. Når det står klart for os, kan vi også handle på det. Og nej, svaret er ikke at opgive det moderne liv og tage tilbage på savannen. Svaret handler om at skrue lidt op og ned for forskellige vaner og være bevidst om de ting, der hjælper os og vores indre savanne-jeg til livsglæde og ro.

Bogen ’Mere livsglæde, mindre stress’ ligger i forlængelse af ’Zornigkuren’, som beskriver, hvordan du med lette og ofte sjove råd og tilgange kan blive eller forblive fysisk og mentalt stærkt. Det var den kur, Lisbeth selv fulgte, efter hun væltede i livet efter en konkurs og et mentalt kollaps.

Men når du står på benene, hvad gør du så? Ikke bare for at overleve, men leve livet fuldt ud, uden skyld, skam og stress? Hvordan får du smilet frem i hverdagen, det mentale overskud? Hvordan håndterer du de negative følelser, at føle sig ’forkert’, at ikke være god nok, som er følelser, der trækker ned, som giver stress, og skaber mistrivsel?

"Jeg har selv bøvlet med at få mit indre savannemenneske til at trives," siger Lisbeth Zornig. "Efter flere år lykkedes det mig at knække koden. Jeg har lært min indre Savanne-Lisbeth at kende, og forstået hendes behov. Det har gjort rigtigt mange ting nemmere for mig. Jeg står i dag stærkere end nogensinde. I dette foredrag deler jeg mine erfaringer, og du må gerne grine og undres, mens du favner det herlige, men til tider også lidt besværlige nutidsliv."