Ingen går uberørt fra et besøg i koldkrigsbunkeren REGAN Vest. At træde ind i anlægget er på mange måder som at træde ind i selve den kolde krig. Tidens frygt for en altødelæggende atomkrig træder frem alle steder og kryber langsomt ind under huden. Men samtidig er REGAN Vest med sin autentiske indretning også en tidslomme, der fører den besøgende tilbage til 1960’ernes designklassikere og farver.
Den halvanden time lange rundvisning fører forbi alle anlæggets vigtigste rum og funktioner. Stemningen er sat fra det øjeblik, man kommer ind i den særprægede ribbede indgangstunnel, hvis udformning var en del af atombeskyttelsen. Og alvoren bliver yderligere understreget, når man – 60 meter under jorden – kommer ind til selve krydspunktet med sluse, tonstunge trykdøre og dieselgeneratorer, der skulle forsyne anlægget med strøm.
Efterfølgende er der frokost i bunkerens kantine, hvor Bodil Frandsen, der er museumsinspektør vil fortælle mere om historien omkring bunkeren.
Der vil også være adgang til den gule murstensvilla, der ligger foran indgange til bunkeren. Her boede den daglige tilsynsførende med sin familie. I boligen kan du gå på opdagelse og se, hvordan familien kunne have boet i 1980. Derudover har du mulighed for at se en udstilling om Danmark og den kolde krig i selve velkomstbygningen. Den fortæller om danskernes hverdag under den kolde krig, frygten for atomkrig og tidens politiske spændinger, men også det enorme, hemmelige beredskab, der blev sat i værk for at beskytte befolkningen i tilfælde af krig.
OBS!!
Denne tur er ikke egnet for gangbesværede
Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer