Du kan allerede flette julehjerter - måske endda også nogle lidt mere avancerede variationer.
På kurset bevæger vi os væk fra den traditionelle hjerteform og du lærer at flette bl.a. guirlander, kranse og stjerner. Til alle modellerne benyttes i bund og grund den traditionelle fletteteknik, omend delene, de flettes af, ser helt anderledes ud. Der uddeles skabeloner til brug på kurset og til at fortsætte med derhjemme.
Du skal selv medbringe blyant, lineal, papirsaks, en smal pincet samt gerne en passer. Til mange af modellerne kan med fordel benyttes skalpel, skæreunderlag, stållineal og cirkelskærer. Hvis du selv har nogle af disse remedier, må du gerne medbringe dem - og ellers kan de lånes på kurset, hvor også glanspapir i alskens farver stilles til rådighed.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Lørdag 30.11.2024 | 10:00-13:00 | Taastrup Medborgerhus | Jes Lottrup Knudsen |
Jeg er en aktiv pensionist på 68 år og har flettet julehjerter siden jeg var dreng. Sammen med min storebror udgav jeg Danmarks første bog udelukkende om julehjerter, ”Julehjerter” (Borgen, 1975). Sidenhen udgav vi tre andre bøger om emnet, ”Julehjerter i andre former” (Borgen, 1976), ”Julehjerter på mange måder” (Klematis, 1996) og ”Julehjerter i finurlige former” (Klematis, 1998).
Jeg har flere gange gennem årene afholdt større og mindre kurser i julehjertefletning, oftest i privat, forenings- eller arbejdsplads-regi, og senest ved to workshops på Nationalmuseet i december 2023 ifm. deres særudstilling ”Glædelig jul”.