Skip to content
Det hebraiske sprog foredrag | FOF Københavns Omegn

Det Hebraiske sprogs historie

Det Hebraiske sprogs historie

Den eneste sproglige arv ejet af alle jøder var det hebraiske sprog, som før zionismens genoplivning, kun blev brugt i forbindelse med religion, og var dårligt egnet til hverdagskommunikation. 

Forestil dig det osmanniske Palæstina i slutningen af 1800-tallet. Jøder fra hele verden begynder for alvor at rejse ud på en række store invandringsbølger til landet. Mange med en drøm i hjertet: At skabe en ny jødisk stat i det bibelske forjættede land. Denne nationalistisk jødiske bevægelse kaldes for zionisme. Blandt andet, ønskede zionister at forene verdens jøder med vidt forskellige sproglige og etniske baggrunde i een nation. Nordeuropæiske jøder brugte for eksempel til dagligt jiddisch, sydeuropæiske jøder talte ladino, og mellemøstlige jøder talte oftest arabiske dialekter. Mange af de zionistiske store tænkere kom fra Europa, hvor man i oplysningstiden mente at et land skulle have et nationalt sprog for at kunne være en nation.

Som danskere tager vi det næsten for givet, at vi har boet i et område af verden i mange generationer, og taler et sprog, hvis oprindelse kan ledes tilbage til samme område. Men i jødernes tilfælde, som levede spredt over hele verden, var et fælles sprog og land et historisk og gejstligt minde, som skulle genoplives og samtidigt skabes på ny. I

Leon præsenterer i dette foredrag den dybe og spændende fortælling om, hvordan nogle idealister, pionerer og sprogelskere i årene før Israels stiftelse kunne skabe noget, som mange betragtede som umuligt eller endda unaturligt eller tabu: at forsyne og tilpasse et sovende, næsten dødt sprog til en moderne tids behov og dermed etablere en nations sammenhængskraft som et land med en fortid.