Hyggeklubben er en foredragsrække for dig, som ønsker at få udvidet horisonten i et skønt inkluderende fællesskab med andre over en kop kaffe og et lækkert stykke kage. Foredragsrækken, som afholdes på Glostrup Bibliotek, byder på velkendte såvel som helt nye emner. Så har du lyst til at blive klogere på bl.a. videnskab, kunst, kulturhistorie, samfund og lidt røverhistorier - så kom og vær med.
Mandag den 9/10 kl. 14.00 Christian 2 – en konge falder
Vi skal høre om den Christian 2 kongen, som er blevet uløseligt forbundet med det stockholmske blodbad og som også er kendt som den vægelsindede konge, der sejlede frem og tilbage over Lillebælt en kold februar nat i 1523.
John Gylling, cand.mag. i historie og engelsk
Mandag den 23/10 kl. 14.00 Stærke kvinder i Folketinget
Foredrag om kvinder i politik er baseret på Hanne Faldborgs samfundskrønike Kvinder & magt, der dækker årene 1915-2000. Gennem portrætter af mange folkevalgte kvinder på Christiansborg fortælles historien om kvindens rejse fra hun fik valgret i 1915 og frem til år 2000.
Hanne Faldborg, forfatter
Mandag den 6/11 kl. 14.00 Røverhistorier fra alverdens støvede landeveje
Skal man være røver for at fortælle røverhistorier? Næh, men det hjælper, hvis man har rejst rundt i verden og set, oplevet og mødt lidt af hvert. Det har Jan Tvernø – eventyrer og iværksætter, og nu fortæller han om sine mange rejser og de mennesker, han har mødt på alverdens landeveje og midt ude i ingenting. Foredraget giver dig kort sagt en oplevelse ud over det sædvanlige, der bakkes op af Jans egne fantastiske fotos.
Jan Tvernø, eventyrer og foredragsholder
Mandag den 20/11 kl. 14.00 Et liv med Kina
I foredraget ”Et liv med Kina” bliver vi klogere på den store udvikling, som Kina har gennemgået de sidste fire årtier, som Henrik personligt har oplevet den – fra de fjerneste hjørner af Kina til landets største by Shanghai.
Henrik Bjørn, Mag, art. etnografi og socialantropologi
Mandag den 4/12 kl. 13.00 Juleafslutning
Året sluttes af med luciaoptog af børn fra en nærliggende børnehave og julefrokost.
Mandag den 15/1 kl. 14.00 Nils Holgerssons rejse gennem Sverige
Med inspiration fra Nils Holgerssons rejse har John i 2019 og 2020 rejst 12.000 km på motorcykel rundt i hele Sverige og besøgt mere end 200 forskellige destinationer som Selma Lagrlöf har skrevet en bog om.
John Andersen, arkitekt, forfatter, foredragsholder og eventyrer
Mandag den 29/1 kl. 14.00 Forledt til fronten?
I foredraget ”Forledt til fronten?” sættes der fokus på rekrutteringen til de tyske kamptropper, de propagandistiske virke-midler, der blev taget i brug og ikke mindst de mange danskere, der i sidste ende valgte at træde i tysk krigstjeneste i kampen mod kommunismen.
Christian Aaagaard, historiker
Mandag den 12/2 kl. 14.00 Henrettelsespladser
Dødsstraf var engang retspraksis og henrettelser var pædagogisk opdragende, underholdende og tegn på civilisation. I København har der været adskillige steder, man har henrettet forbrydere. I dette foredrag med billeder og kort, ser vi nærmere på hvor de steder var og hvilke typer henrettelser der er foregået disse steder.
Morten Lander Andersen, forfatter
Mandag den 26/2 kl. 14.00 Fra Schlüter til Pape - historien om et partis storhed og fald
John Wagner, der var Christiansborg-journalist 1977-88 og derpå i fire år Schlüters højrehånd som generalsekretær i partiet, om de konservative magtkampe før og efter Schlüter, opture og nedture, betydningen af de mange udskiftninger af partiledelsen, om had/kærlighedsforholdet til Venstre og helt aktuelt nedsmeltningen op til Folketingsvalget i november 2022. Sluttelig giver han sit bud på, hvad der er partiets fremtid.
John Wagner, politisk kommentator
Mandag den 11/3 kl. 14.00 Claude Monet og impressionismen
Vi hører om den franske maler Claude Monet var en af impressionismens helt centrale skikkelser. Han skildrede ligesom de øvrige impressionister den moderne verden i slutningen af 1800-tallet.
Tea Baark Mairey, mag art. i kunsthistorie
*Der tages forbehold for ændringer!
**Herudover skal der hver gang betales kr. 50,- til kaffe, foredrag og kage – dog kr. 140,- for julefrokost (gældende for alle deltagere)