Livets Facetter hos FOF er et hyggeligt fællesskab, hvor du møder andre kulturinteresserede deltagere samt engagerede foredragsholdere, der fører dig rundt om mange facetter i tilværelsen: dannelse, aktuelle samfundsspørgsmål, personlige beretninger, musik, kunst og historie. Vi mødes hver anden uge.
Prisen er inkl. kaffe og 1 glas bobler den sidste mødegang inden jul.
Tirsdag den 26. september 2023 kl. 14.00
Mogensen og Kristiansen
Traditionen tro indleder det charmerende makkerpar endnu engang sæsonen med en aktuel analyse af de politiske vejrforhold i Danmark, leveret som altid på underholdende vis.
Peter Mogensen og Michael Kristiansen, politiske kommentatorer
Tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 14.00
Lise Nørgaards liv, værk og venskabet
Lise Nørgaard var Jacobs ven. En varm, generøs, vidende og meget morsom ven, så mennesket Lise er en stor del af fortællingen i foredraget om hendes liv og værk. Det bliver et foredrag med filmklip, humør, perspektiv og pep, som Lise Nørgaard selv kunne lide det. Foredraget er velsignet af Lise selv, og om det at jeg holdt foredrag om hende, sagde hun: ”Held og lykke med det. Du vil sikkert gøre det bedre end jeg!”
Jacob Wendt Jensen, journalist, foredragsholder, filmanmelder og redaktør
Tirsdag den 24. oktober 2023 kl. 14.00
Hospitalsklovnens arbejde
Hospitalsklovnen Liva fortæller levnede om sit arbejde som er en hjertesag blandt udfordrede syge børn og skrøbelige ældre. Foredraget indeholder masser af eksempler fra hendes dagligdag, men den indeholder også teori bag hospitalsklovnetanken og lægger op til debat og tanker om dette emne.
Lene Kragh, hospitalsklovn
Tirsdag den 7. november 2023 kl. 14.00
Mors dreng – erindringer om familien Dreyers magt og millioner
Med udgangspunkt i sin mors og morfars spektakulært glamourøse og tragiske historie i podcasten Mors afskedsbrev og bogen Mors dreng – erindringer om familien Dreyers magt og millioner dykker Adrian Hughes nu endnu længere ind i historien, og folder den ud for fulde blafrende gardiner. I foredraget viser Hughes de billeder, videoer og smalfilm.
Adrian Lloyd Hughes, journalist, moderator og radiovært
Tirsdag den 21. november 2023 kl. 14.00
På skrå brædder og bonede gulve
Anne Marie Vessel Schlüter fortæller i erindringsbogen På skrå brædder og bonede gulve til journalist Trine Munk-Petersen om sin opvækst i en teaterfamilie, om skiftende balletmestre, verdenskendte dansere, turneer, det daglige arbejde bag kulisserne og ikke mindst om Danmarks store koreograf, som hun gør alt for at holde levende: August Bournonville. Hun fortæller også åbent om forholdet til den 16 år yngre kollega Alexander Kølpin, som hun fik sønnen Niclas med, om forelskelsen i den 20 år ældre statsminister Poul Schlüter, og om at komme videre i livet efter Schlüters død i 2021.
Anne Marie Vessel Schlüter, balletdanser og Trine Munk-Petersen, journalist
Tirsdag den 5. december kl. 14.00
Denne dag, et liv – et foredrag om Astrid Lindgren
Med udgangspunkt i sin Astrid Lindgren-biografi, ”Denne dag, et liv”, går Jens Andersen bag om forfatterskabets facade, og fortæller om den elskede børnebogsforfatters kampe, nederlag og sejre, drømme og depressioner. Og han belyser hendes splittede forhold til berømmelse, rigdom, ensomhed, magt – og mænd.
Jens Andersen, forfatter
Tirsdag den 9. januar 2024 kl. 14.00
Ansigt til ansigt med hovedjægere
Vi skal på en vanvittig rejse i tid og sted igennem den måske uhyggeligste praksis, som man har fundet på tværs af samfund: hovedjagten. I dette foredrag starter vi i de regnvåde bjerge i det nordlige Filippinerne, hvor Henrik har tilbragt en lang periode blandt et berygtet hovedjægerfolk. Men derfra springer vi over til spørgsmålet: hvad er det ved hovedet, som gør, at det er det foretrukne trofæ blandt krigere igennem historien? For at forstå det spørgsmål, skal vi se på den rolle som ansigtet spiller i mellemmenneskelig interaktion. Det viser sig nemlig, at vi ved at forsøge at forstå noget så fremmed som hovedjægere ender med at lære noget om sig selv.
Henrik Hvenegaard Mikkelsen, antropolog og forfatter
Tirsdag den 23. januar 2024 kl. 14.00
Hej Kræft – velkommen
Esben åbner op for sin rejse fra tiden i Vejle, med advokat-drømme, henover beslutningen om at gå skuespillervejen.
Om den tunge vej brolagt med NEJ’er. Om sin kones depression, mobning og sit barns voldsomme OCD. Om Vild med Dans, om favntaget med døden, og om, hvordan han står positiv op om morgenen, når himlen er mørkest. Eller rettere, hvordan han aktivt forsøger at få skyerne væk, så solen kan skinne igennem. Foredraget er i øjenhøjde, med plads til grin og gråd. Med plads til refleksion, og især med plads til interaktion med publikum.
Et nøgent indblik i mennesket, kunstneren, underholderen og den nu cancerramte Esben Dalgaard!
Esben Dalgaard, skuespiller, ægtemand og familiefar
Tirsdag den 6. februar 2024 kl. 14.00
Det er svært at spå – men ikke om fremtiden!
Asger Høeg fortæller i en dialog med publikum på en medrivende og provokerende måde, hvorfor vores fremtid er så let at forudsige. Udgangspunktet er jordens dannelse for 4,8 milliarder år siden, og i et rasende tempo passerer vi de vigtigste klimatiske og i teknologisk sammenhæng vigtigste udviklingsmæssige milepæle, der er skyld i, at vi mennesker har haft så stor en succes: Ozonlaget, Yucatan Meteoritten, istiderne, ilden, hjulet, køllen, krudtet, landbrugsteknologien, domesticeringen af husdyrene etc.
Asger Høeg, civilingeniør og foredragsholder
Tirsdag den 20. februar 2024 kl. 14.00
Husbestyrerinde søges ...
Hvorfor bliver man husbestyrerinde? Hvad vil det sige at leve sammen med et menneske i noget, der ligner et ægteskab, men er et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold? Og hvordan finder man identitet, for ikke at tale om integritet, svævende i et socialt, økonomisk og juridisk tomrum?
Disse spørgsmål får du besvare af Helle Juhl som er forfatter af bogen som er bygget op omkring ni personlige beretninger fra kvinder, der har arbejdet som husbestyrerinde et eller andet sted i Danmark i løbet af det 20. århundrede.
Helle Juhl, cand. public. i kulturhistorisk formidling og forfatter
Ret til ændringer forbeholdes!