Kan vi stole på medier og politikere og hvem snyder hvem?
’Fake news’ – eller falske nyheder – er blevet samtaleemne over hele kloden. Det var USA’s præsident, Donald Trump, der først introducerede begrebet, da hans beskyldte de amerikanske medier for at køre med ’fake news’. Trumps påstand er, at medierne bringer opdigtede, forkerte, misvisende og manipulerende oplysninger. Trump kalder dem ’folkets fjender’. Også i Danmark har begrebet ’fake news’ fået vind i sejlene. Kan vi stole på de danske medier, aviser og TV? Hvor finder man sandheden om dansk politik? Politisk kommentator, tidligere minister og chefredaktør Hans Engell går hårdt til emnet ’fake news’ – bliver vi som tv-seere, læsere, deltagere på de sociale medier eller som vælgere snydt af medierne og politikerne. Hvor meget bliver der manipuleret og hvem bruger egentlig hvem?
Hans Engell har fulgt dansk politik på allernærmeste hold i over 40 år. Og han er stadig meget tæt på. Mange år som toppolitiker og medlem af regeringens inderkreds. Og i dag som politisk kommentator og et kildenet som få. Der er ikke mange, som ved mere om dansk politik bag kulissen end Hans Engell. Og så har han lune og humor. Politik skal ikke være kedeligt og indforstået. Han er i dag en af landets mest anerkendte politiske kommentatorer.
Hans Engell er uddannet journalist på Berlingske Tidende 1968-78. Derefter pressechef for Poul Schlüter, 1982-87 forsvarsminister, 1988 formand for Den konservative Folketingsgruppe, 1989-93 justitsminister og derefter formand for gruppen, statsrevisor og partileder. 1998 formand for Folketingets Forsvarsudvalg. 2000-2007 Adm. chefredaktør for Ekstra Bladet. I dag er Hans Engell politisk kommentator på TV2News ( bl.a. i Besserwisserne og News & Co) og i Ekstra Bladet. Han gør sig ligeledes som forfatter (”På Slotsholmen” 1997 og ”Farvel til Slotsholmen” 2008), ”Den perfekte Statsminister” (2013), “På sporet af årgang 1948” (2018) og “Luskepustere og slingrefise” (2018).